Badminton Photo

Resultater: Returopgør i Badmintonligaens kvartfinaler

12-02-2016 00:51 |  Badminton.dk |  Stine Greve

Her til aften blev der spillet returopgør i Badmintonligaens fire kvartfinaler, og semifinalisterne er nu fundet.


I alle fire returopgør var der sejre fra den første kvartfinale, der skulle forsvares, og i tre af fire kampe kunne avancement til semifinalerne sikres på hjemmebane. Over hele linjen blev sejrene fra tirsdagens første opgør forsvaret og dermed udeblev det helt store drama i aften – dog var der et par overraskende resultater undervejs. Mest spændende blev det i Solrød Idrætscenter, hvor slaget om Sydkysten skulle finde sin vinder. 


Slaget om sydkysten fandt sin vinder

Efter en 4-2 sejr i det første opgør blev Greve af mange regnet som favoritter til at snuppe billetten til semifinalerne for næsen af Solrød Strand. I kraft af sejren i det første opgør, kunne Greve nøjes med tre sejre i aftenens kamp for at gå videre. 

I et stemningsfuldt og velbesøgt Solrød idrætscenter blev der lagt ud med herredouble og damesingle i første runde. Herredoublen var på forhånd den mest åbne af de to kampe, men med en sejr på 21-13 21-16 til Jelle Maas og Jacco Arends fra Greve var der aldrig for alvor tvivl om udfaldet. 

Anderledes spændende blev det i damesinglen, hvor Solrød Strands Mia Blichfeldt ellers på forhånd var storfavorit. Hun snuppede planmæssigt første sæt med 21-13, men en velspillende Amalie Hertz Hansen bragte spænding tilbage i kampen, da hun vandt andet sæt med 21-11. I tredje sæt var Blichfeldt tilbage på sporet og lukkede kampen med 21-16. 

Med en sikker sejr i damedouble på 21-13 21-18 bragte Isabella Nielsen og Rikke Søby Hansen Greve foran med 2-1 og det begyndte så småt at ligne en afgørelse. Det hele blev endeligt afgjort i mixdoublen, da Greves Mikkel Delbo Larsen og Ditte Søby Hansen efter en meget spændende kamp besejrede Niclas Nøhr og Joan Christiansen med 21-23 23-21 21-13, hvorefter Grevespillernes jubel kunne bryde løs.


Dermed blev der fundet en vinder af slaget om Sydkysten, og netop det at vinde sådan et lokalopgør passer Greves Joachim Persson rigtig godt:

-Der er blevet hypet meget omkring den her kamp i lokalområdet, så at vi kan vinde den, det gør det selvfølgelig ekstra sjovt. Især fordi vi har så mange urutinerede unge spillere med, som bare leverede varen i de her to kampe, hvor der er meget pres på, og det er jo ret fedt for os som klub.


Omvendt var der naturligvis skuffelse at spore i Solrød Strand lejren, hvor den nykårede danske mester i herresingle Rasmus Fladberg trods alt glæder sig over måden, hvorpå man fik afsluttet en lidt svingende sæson, som har været præget af skader

-Det har været meget op og ned i denne sæson, og vi har været plaget af skader, hvilket har gjort det svært for os. Alt i alt har jeg været glad for, at vi har fået den afslutning vi har haft, men det er klart, at skader det har været et issue, og det var godt at vi sluttede som nummer fire i grundspillet. At vi så ikke lige kunne få Greve ned med nakken, det var selvfølgelig ærgerligt


Dermed er Greve klar til endnu en semifinale i Badmintonligaen, hvilket der naturligvis er stor tilfredshed med i klubben, også selvom de, ifølge en glad Joachim Persson, ikke ligefrem er guldfavoritter:

-Det er dejligt at være i semifinalen, vi har allerede lidt overgået vores målsætning. Vores succeskriterie for sæsonen var en kvartfinale, den har vi fået og drømmemålet er jo selvfølgelig altid at vinde, men vores sæson er, uanset hvordan det går, mere end godkendt. Det er fedt at stå i semifinalen og kunne lugte guldet selvom Skovshoved er kæmpe favorit til at vinde guldet, så gør det, at man er i spil om det, at det altid kilder lidt. 


Favoritterne er semifinaleklar efter sikre sejre

I de øvrige kampe spillede Team Skælskør Slagelse sig videre med en 3-1 sejr hjemme over Odense og samme cifre sikrede Værløse den videre deltagelse hjemme mod Vendsyssel. Her var der dog en lille overraskelse undervejs, da Line Kjærsfeldt tabte i tre sæt, 21-13 16-21 19-21 til Kati Tolmoff. Skovshoved gjorde hjemme rent bord mod Højbjerg med en sejr på 3-0 og dermed er de også sikkert videre til semifinalerne.



Overblik: resultater fra returopgørene i Badmintonligaens kvartfinaler

Team Skælskør Slagelse 3 – 1 Odense

Værløse 3 – 1 Vendsyssel

Skovshoved 3 – 0 Højbjerg

Greve 3- 1 Solrød Strand


Dermed har Team Skælskør Slagelse, Værløse, Skovshoved og Greve spillet sig videre, og vi glæder os til at følge semifinalerne!


Du kan finde resultater fra de enkelte kampe i vores Badminton Danmark-app.



 



Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?