Badminton Photo

Triumfdag for dansk badminton

21-02-2016 16:17 |  Badminton.dk |  Bettina Mortensen
De danske røde og hvide farver har domineret på det russiske præmiepodie i dag. Det er blevet til ikke mindre end fire guldmedaljer og en sølvmedalje i Kazan, Rusland, hvor de danske spillere har repræsenteret Danmark både i EM for hold og U15 EM. 

Finalerne i EM for hold blev skudt i gang, hvor de danske herrer var oppe imod Peter Gades franske tropper, og de danske damer mødte Bulgarien. 

Det danske herrehold lagde ud, og danmarks herresingle nr. 1 mødte franske Brice Leverdez, og de leverede en tæt og spændende kamp, hvor Jan Ø. Jørgensen måtte se sig besejret med cifrene 21-19/16-21/16-21.

Næste kamp stod Mads Kolding og Mads Conrad klar og var oppe mod Bastian Kersudy og Gaetan Mittelheisser. Mads og Mads virkede lidt rystede over det danske choknederlag i den første kamp, og tabte første sæt til de meget undertippede modstandere med 21-17. I andet og tredje sæt fandt danskerne heldigvis det gode spil frem, og derfra var der ingen tvivl om sejren, som blev sikret med 21-11 21-8.

Dermed var der udlignet til 1-1 og Viktor Axelsen kunne spille Danmark i front med en sejr i anden herresingle. Modstanderen var Thomas Rouxel og han fik aldrig et ben til jorden. Viktor leverede en rigtig god og fokuseret indsats, og sejrede stensikkert med 21-13 21-12.

Oven på den sejr stod Kim Astrup og Anders Skaarup med muligheden for at spille guldet hjem til Danmark. Det krævede en sejr over Ronan Labar og Julien Maio. Den kom sikkert i hus i to sæt med cifrene 21-10 21-5 i en kamp, hvor danskerne spillede godt, og var fuldt fokuserede på opgaven.

Derefter var det damernes tur til at gøre kunsten efter. I første damesingle var Line Kjærsfeldt kommet på en svær opgave, da hun stod over for Linda Zetchiri, som hun aldrig tidligere har slået. Det blev der dog lavet gevaldigt op på i dag, da Line leverede en overlegen præstation og vandt kampen 21-15 21-9. Hermed sikrede hun Danmark den optimale start på finalen.

Dernæst var det blevet Anna Thea Madsens tur. Modstanderen var Petya Nedelcheva, som Anna Thea hidtil har haft godt styr på, når de har mødtes. Dagens kamp var ingen undtagelse, og på trods af et par udfald undervejs havde Anna Thea kampen under kontrol. Hun sejrede med 21-18 21-18 og sørgede for, at de næsten kunne dufte guldet i den danske lejr.

Dermed kunne Mette Poulsen afgøre finalen i tredje damesingle, men hun stod over for en svær modstander. Desværre viste det sig at være en for stor opgave og Mette Poulsen tabte til Stefani Stoeva , med 13-21 15-21.

Danmarks mest sikre kort Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl kom på banen efter Mette Poulsens nederlag og understregede, hvorfor de ligger i verdenstoppen. De vandt i suveræn stil over Petya Nedelcheva og Gabriela Stoeva med 21-11 21-12 og dermed var EM-guldet og altså også titlen som europamestre i hus.

Med en samlet stilling på 3-1 for både herrerne og damerne kunne den danske jubel altså bryde løs i Kazan, hvor  EM-guldet var i hus!

- Vi er selvfølgelig glade for vores sejre, men det er ikke en hvilepind, det er en motivation til at fortsætte med vores udvikling af de her unge spillere, så vi fortsat kan være et skridt foran de andre nationer. Her hvor det drejer sig om bredde i truppen, der viser vi, at vi er den absolut stærkeste nation i Europa, udtaler Kenneth Jonassen og runder et flot EM af.

Badminton Danmark er også utroligt stolte af at kunne præsentere to nykåret U15 europamestre i henholdsvis damesingle og mixdouble samt en sølvmedalje i damedouble. 

Mathilde Cramer Ahrens besejrede ungarske Vivien Sandorhazi med cifrene 21-16/21-16. I mixdouble var det en ren dansk finale mellem Sebastian Grønbjerg/Clara Graversen og Rasmus Espersen/Christine Busch Andreasen, hvor Sebastian Grønbjerg/Clara Graversen tog sejren med 21-15/21-16. 

Sølvmedaljen blev hevet hjem af Christine Busch Andreasen/Mathilde Cramer Ahrens der desværre tabte mod Tyrkiet med cifrene 12-21/18-21. 

Stort tillykke til alle de danske spillere, som alle har ydet en fantastiks indsats. Badminton Danmark sender også en særlig tanke til Carsten Mogensen og hans familie. 

Det danske herre- og damehold vil ankomme i Københavns Lufthavn mandag den 22. februar kl. 11.10. 



 


Nyheder fra Badminton Danmark




Nyheder fra klubber




Like BadmintonPeople på Facebook





Cookies
 
Delete item?