Badminton Photo

To danske finaler venter ved India Open

03-02-2018 17:12 |  Badminton.dk |  Jonas Kildegaard
Kim Astrup/Anders Skaarup er klar til deres største kamp i karrieren, da spillede sig videre til morgendagens finaler. Også Christinna Pedersen/Mathias Christiansen er finaleklar, mens Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl måtte se sig slået i tre sæt.

Super 500-turneringen India Open, svarende til en Superseries-turnering, får dansk deltagelse på finaledagen i morgen i skikkelse af Kim Astrup/Anders Skaarup og Christinna Pedersen/Mathias Christiansen.

Kim Astrup og Anders Skaarup havde mulighed for at spille sig i deres første Super 500-finale nogensinde – også medregnet Superseries-turneringerne – og det gjorde de på fornemmeste vis. 

- Der var pres på dem og de var spændte, men de tager rigtig mange gode valg inde på banen. De klarer det rigtig godt, og i løbet af kampen fik de også variationer med i spillet. Han (Chengkai, red.) bliver altid sur på Zhou (Haodong, red.), så vi valgte at lægge trykket på Zhou, da han heller ikke ko med noget kreativt, siger assisterende landstræner Kim Nielsen.
Astrup/Skaarup mødte juniorverdensmestrene fra 2016 Chengkai Han/Haodong Zhou, Kina. De to doubler fulgtes ad i første sæt, hvor danskerne havde held med at spille på Zhou, som ved hver fejl han begik fik ordentlig skældud af Han. 

Samme scenarie udspillede sig i andet sæt, og da danskerne blev ved med at knokle på, kunne de tage en samlet sejr på 21-19, 21-14. De møder førsteseedede Kevin Sukamuljo/Marcus Gideon i finalen.

- Det bliver en sjov kamp, men indoneserne er ufattelig godt spillende. Det bliver en svær opgave, men vi går ind og gør alt i vores magt på at skabe noget overraskende. Drengene kan spille lidt mere frit i morgen, så det håber vi kan være til vores fordel, siger Nielsen.
Christinna Pedersen havde tidligere på dagen tabt sin damedoublesemifinale med Kamilla Rytter Juhl (læs længere nede i artiklen), så hun skulle forsøge at rejse sig i mixeddoublen med Mathias Christiansen. De var oppe imod hjemmebanedoublen Pranaav Chopra/Reddy Sikki fra Indien. 

Selvom hun havde 81 minutter badminton i benene, holdt Pedersen et flot niveau gennem hele mixedkampen. Det var med til, at danskerne vandt 21-16, 21-19 efter 45 minutters spil. De står nu i deres tredje store internationale finale sammen, siden de begyndte at spille sammen for et halvt år siden.

- Det var en meget nervøs kamp og urytmisk. Inderne er god til at skubbe og flytte boldene, og der var ikke fart i dem til. Vi var lidt nervøse for, om Christinna kunne holde rent fysisk, men vi må bøje os i støvet for hende. Hun er en gladiator. Stor kredit til hende, siger den assisterende landstræner. 

Hvem Pedersen/Christiansen skal møde i finalen afgøres senere i dag.
Den danske superdamedouble Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl var ude i en kamp, der krævede alle deres superkræfter. Hele 81 minutter varede semifinalen mod Greysia Polii/Apriyani Rahayu. 

Danskerne havde svært ved at slå bolden ned i første sæt, som de tabte 14-21. Andet sæt hev de hjem 21-19, men i det tredje og afgørende sæt stod der 21-18 til indoneserne.

- De møder et godt par, som også var i finalen i sidste uge. Vi kommer godt i gang, men mister noget fart i vores spil. Vi forsøger at sætte mere fart på og gribe deres kontraer, og det lykkedes godt, og vi er foran 7-4 i tredje sæt, men indoneserne skal også have kredit for at spille godt i de afgørende bolde. Christinna og Kamilla leverer en flot indsats og kunne lige så godt have vundet kampen, så det var ærgerligt, siger Kim Nielsen.
Dermed slutter Malaysia Masters-vindernes asiatiske rejse med en semifinale, ligesom det blev i Indonesien Masters i sidste uge. Rigtig flotte tre uger af VM-bronzevinderne, som nu skal forberede sig på FZ FORZA/RSL DM 2018 i næste uge. 

FZ FORZA/RSL DM 2018 spilles fra onsdag-lørdag, 7.-10. februar.



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Folkedanseren.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | ConCor - IT-konsulenter | LeoVegas SPORT

Delete item?