Badminton Photo

Viktor Axelsen bliver nødsaget til at melde afbud til FZ FORZA/RSL DM

06-02-2018 09:36 |  Badminton.dk |  Jonas Rasmussen
Danmarksmesterskaberne i badminton bliver desværre uden Viktor Axelsen, da verdensmesteren stadig er skadet i sin ankel. 

Den danske verdensmester i herresingle kommer desværre ikke til Ceres Park & Arena for at gentage sin DM-titel fra 2014.

Axelsen er stadig skadet efter sit fald under Indonesia Masters, hvor han blev nødt til at trække sig. Siden da har han ikke kunne træne med bevægelse, og en nylig MR-scanning viser, at han har pådraget sig en Bone Bruise i anklen. En Bone Bruise er stadiet inden der kommer et brud på knoglen og er meget smertefuldt, ligesom helingsprocessen kan være langvarig.

Team Danmarks læge har således givet 24-årige Axelsen påbud om at holde sig i ro for ikke at forværre skaden. Viktor Axelsen ærgrer sig over udfaldet, men respekterer selvfølgelig lægernes vurdering.

- Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke kan komme til DM og forsøge at vinde mit andet danmarksmesterskab. Jeg har modtaget rigtig mange lykønskninger og søde beskeder fra de danske fans henover den seneste tid, og derfor ærgrer det mig ekstra meget, at jeg ikke kan give en oplevelse tilbage til dem. Dem der kender mig ved, at det ikke huer mig, at jeg ikke kan træne og spille, men nu har jeg fået en diagnose og må fokusere på at få min ankel klar igen, siger Viktor Axelsen.

Fans og tilskuere i Ceres Arena får dog verdens bedste herresinglespiller at se. Lørdag den 10. februar kommer Axelsen i hallen for at skrive autografer.

Viktor Axelsens afbud betyder, at Emil Holst bliver seedet og Frederik Kirkedal kommer ind i turneringen fra reservelisten jævnfør reglementet. 






 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?