Badminton Danmark

DM-optakt: Nu skal guldmedaljerne fordeles

10-02-2018 09:54 |  Badminton.dk |  Lykke Thymann Hansen
Hvem skal juble og hænge guldmedaljerne om halsen efter dagens kampe, og hvem må nøjes med sølv? Det er blevet finaletid ved FZ FORZA/RSL DM 2018, og du får her et overblik over dagens fem finaler.

De sidste tre dage har budt på en masse god badminton, men i dag bliver det for alvor spændende. For nu skal finalerne afgøres.

Dagen starter med præmieoverrækkelse i herredoublekategorien, da Mathias Boe desværre har måttet trække sig med den hofteskade, som han blev behandlet for under semifinalen i aftes. Det betyder, at Anders Skaarup/Kim Asmussen tager guldmedaljerne og titlen som danmarksmestre for første gang. 

Læs pressemeddelelsen om Boes skade her

Derefter åbner damerne ballet i Ceres Arena. Finalen i damedouble står mellem de forsvarende mestre, Sara Thygesen/Maiken Fruergaard Sørensen og finaledebutanterne, Julie Finne-Ipsen/Rikke Søby Hansen. Det bliver altså interessant at se, om titlen i damedouble kommer til at skifte hænder efter dagens første kamp.

- Det er virkelig stort. Vi har tabt rimelig mange gange i semi i det her show. Så vi er bare helt vildt glade for at være i den her finale, og vi glæder os, sagde en glad Julie Finne-Ipsen efter sejren i semifinalen.

Derefter går Mia Blichfeldt og Mette Poulsen på banen til finalen i damesingle. Den forsvarende mester, Mette Poulsen, slog i sin semifinale turneringens overraskelse, det unge talent Line Christophersen, mens Mia Blichfeldt tog en overbevisende sejr mod Natalie Koch Rohde.

Den førsteseedede Mia Blichfeldt forventer en interessant kamp.

- Det bliver en spændende kamp. Mette har spillet godt på det sidste, så det skal nok blive en god kamp i morgen.

Spændende bliver også finalen i herresingle. Hjemmebanefavoritten, Anders Antonsen spiller for at tage titlen som danmarksmester for andet år i streg.

Han står over for en anden publikumsfavorit, nemlig Hans-Kristian Solberg Vittinghus. Og den forsvarende mester er indstillet på, at der skal kæmpes hårdt, hvis der skal tilføjes endnu en DM-titel til CV’et.

- Jeg tager det super seriøst og håber virkelig på, at jeg kan vinde den her titel. Men jeg ved, at der venter mig en rigtig svær kamp mod Hans-Kristian, som er rigtig formstærk og rigtig godt spillende. Det er fedt, at vi skal mødes i morgen. Det er den finale, jeg havde håbet på.

I mixeddouble skal der findes et nyt mesterpar. Den ene halvdel af sidste års mesterpar, Sara Thygesen og hendes makker, Niclas Nøhr, står med favoritværdigheden efter Christinna Pedersen/Mathias Christiansens afbud. I deres finale møder de Alexandra Bøje/Mathias Bay-Smidt, som i går kunne kaste sig ned på knæ og juble over en sejr i en intens tresætter.

Finaledagen sluttes af med et brag af en herredouble. Favoritterne, Mathias Boe/Carsten Mogensen skal op imod Kim Astrup/Anders Skaarup, som netop er hjemvendt fra deres hidtil største finale ved India Open. Skal sølvmedaljerne fra Indien veksles til et sæt af guld her ved DM, eller skal Boe/Mogensen tage DM guldet for sjette gang?

Vi glæder os til en fremragende finaledag, som skydes i gang kl.12.00!

Husk også at TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender alle finalerne direkte. 


 


Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?