Badminton Europe/Mark Phelan

Danmark vinder 5-0 i dejligt Jan Ø.-comeback

13-02-2018 10:04 |  Badminton.dk |  Jonas Rasmussen
Det danske herrelandshold vandt 5-0 over Israel i den første kamp for de rød-hvide drenge ved EM for herre- og damelandshold. Her fik Jan Ø. Jørgensen sit længe ventede comeback.

Det danske holdkort viste Emil Holst, Rasmus Gemke, Anders Skaarup/Kim Astrup, Mads Kolding/Mads Conrad og så endelig Jan Ø. Jørgensen.


Den 30-årige herresingle er tilbage fra sin skade i hælen efter knap otte måneders pause. Han havde ikke spillet siden Australian Open tilbage i juni, og nu var han langt om længe at finde på kampbanen igen – og så endda for landsholdet.

I sin comeback-kamp mødte han Maxim Grinblat, og her viste Jan Ø. ingen barmhjertighed med en sejr på 21-4, 21-12 over den 16-årige israeler.

- Det var dejligt at se Jan igen. Der var masser af smil under og efter kampen. Vi skulle ikke snakke følelser på banen, så vi skulle tage kampen seriøst, men Grinbalt er ungdomsspiller, som følte sig bange for Jan. Jan var fokuseret, men blev dog lidt følelsesmæssig i andet sæt, siger landstræner Jakob Høi og giver Israel kredit med på vejen.

- Israel var faktisk bedre, end at jeg havde regnet med. De stillede taktisk godt op, men der var god stemning hos os, og vi fik gjort hinanden gode før kampen, hvor vi er med til at gøre hinanden bedre. Drengene ved godt, at de er på arbejde derinde.

De øvrige fire kampe blev også vundet i to sæt af de danske spillere. Holst vandt 21-17, 21-13, Gemke vandt 21-11, 21-15, Astrup/Skaarup vandt 21-18, 21-14 og Kolding/Conrad vandt med hele 21-4, 21-5.


I morgen venter Kroatien i Gruppe 1. Den kamp spilles kl.10.00 dansk tid.


 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?