EM-lodtrækningen er på plads: Se danskernes lodtrækning her

11-04-2018 15:02 |  Badminton.dk |  Jonas Rasmussen
Lodtrækningen for samtlige kategorier til EM for individuelle i Huelva ligger nu fast. Et stormøde mellem Jan Ø. Jørgensen og Anders Antonsen kan ske i kvartfinalen, mens Mette Poulsen står til bundseedede Kirsty Gilmour, hvis hun klare sig forbi sin første kamp.

Badminton Europe har i dag offentliggjort lodtrækningen til EM for individuelle, og det ser spændende ud med de berømte danske briller.

Hver at lægge mærke til er, at sidste års sølvvinder Anders Antonsen kan møde EM-sølvvinderen fra 2016 Jan Ø. Jørgensen i kvartfinalen. Antonsen er bundseet og skal i sin første kamp møde enten Toby Penty eller Lucas Claerbout. Jan Ø. Jørgensen er med på et wild card og skal møde Orkhan Galandarov i sin første EM-kamp, før han kan møde Michal Rogalski fra Polen i anden runde. Jørgensens bøddel fra Orleans Masters Mark Caljouw (6) venter i tredje runde, før en eventuel kvartfinale mod Antonsen kan finde sted.


I damesingle står den forsvarende bronzevinder Mette Poulsen overfor noget af en udfordring. 

Først møder hun Elisa Wiborg fra Norge, hvilket bør en overkommelig opgave for danmarksmesteren, men i anden runde venter andenseedede Kirsty Gilmour, der vandt sølv sidste år. I den anden halvdel ligger Mia Blichfeldt (3) og har gode muligheder for at spille sig frem til en kvartfinale. Skulle hun klare sig så langt og desuden spille sig videre fra kvartfinalen, venter Carolina Marin højst sandsynligt i semifinalen.


Herredoublekategorien blev ved EM 2016 domineret af danskerne, som tog alle medaljer. Det er der mulighed for igen i år, hvis de fire danske doubler spiller sig i semifinalerne. Boe/Mogensen og Astrup/Skaarup ligger i samme halvdel, mens Christiansen/Daugaard ligger i den nederste halvdel med Conrad/Kolding. I nederste halvdel ligger Ivanov/Sozonov også, og de vil helt sikkert gøre sit for at skubbe dannebrog væk fra medaljeskamlen.


I damedouble er All England-mestrene Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl på ny storfavoritter til at tage EM-guldet rundt om halsen. De er dog kommet i samme halvdel som de fjerde-, femte- og sjetteseedede, hvilket kan blive en udfordring for de smilende nordjyder. 

De slipper dog for de tredjeseede danskere Maiken Fruergaard/Sara Thygesen, som ligger i nederste halvdel med Stoeva-søstrene, som den største test på vejen mod EM-finalen. 


Mixeddoublekategorien toppes af Chris og Gabrielle Adcock, som vandt finalen over Christinna Pedersen/Joachim Fischer ved EM i Kolding sidste år. Nu kan Fischer få revanche allerede i anden runde, da han sammen med Alexandra Bøje har fået et wild card til mesterskabet. Det kræver dog en toppræstation fra det nye danske par, som først skal spille sig videre fra første runde mod franske Thom Gicquel/Delphine Delrue.

Sølvvinderne fra 2016 Niclas Nøhr og Sara Thygesen er ikke seedet i år, og de ligger i samme halvdel som de netop omtalte doubler. Der er derfor lagt op til smæk for skillingen i mixedkategorien. I bunden ligger Mathias Christiansen og Christinna Pedersen, der spiller deres første EM sammen. De møder Sam og Chloe Magee i første runde. To irere som godt kan spille badminton, og som de bestemt ikke skal undervurdere. 


Vi krydser fingre for gode danske præstationer ved EM 2018 i Huelva, der spilles fra den 24.-28. april.



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Folkedanseren.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | ConCor - IT-konsulenter | LeoVegas SPORT

Delete item?