Det danske herrelandshold vandt 5-0 over Algeriet i deres første Thomas Cup 2018-kamp. Alle kampe blev vundet i to sæt.
Thomas Cup-hold var som forventet helt suveræne i kampen mod Thomas Cup-debutanterne fra Algeriet. Intet sæt blev givet til Algeriet, og dermed fik danskerne en perfekt start på VM i Gruppe D.
Viktor Axelsen vandt 21-5, 21-8 over Youcef Sabri Medel. Det var Axelsens hurtigste Thomas Cup-kamp nogensinde ud af sine i alt 11 kampe ved VM for herrelandshold.
Axelsens hurtigste kamp indtil i dag i Thomas Cup-sammenhæng stammer tilbage fra hans debutkamp mod sydafrikanske Viyajanath i 2012. Den tog 18 minutter. Det er samtidig 24-årige Axelsens største sejr. Han vandt med 21-4, 21-5.
21-årige Anders Antonsen debuterede ved Thomas Cup i sin kamp mod Mohamed Abderrahime. Det blev en god debut for Antonsen, som vandt 21-5, 21-9.
Den sidste herresingle for Danmark var Jan Ø. Jørgensen, som fik en god comeback-kamp i Asien, efter han ikke havde spillet der siden Indonesia Open 2017. Han vandt 21-7, 21-10.
Hvor Antonsen debuterede, så var det femte gang, at Jan Ø. Jørgensen 18. Thomas Cup-kamp, siden han debuterede i 2008.
Med Jan Ø. Jørgensens sejr var Danmark sikre på at vinde holdkampen, men de danske doubler slap ikke speederen. Mathias Boe/Mathias Christiansen vandt 21-6, 21-11, og Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding vandt 21-3, 21-5.
Det var Boe/Christiansens tredje kamp sammen i Thomas Cup-sammenhæng, da de spillede to gruppekampe i 2016 mod henholdsvis New Zealand og Taiwan. Begge kampe blev konverteret til sejre, hvilket gør Boe/Christiansen til en ubesejret Thomas Cup-konstellation.
Med sejren på 21-3, 21-5 vandt Conrad/Kolding deres største sejr i Thomas Cup-sammenhæng nogensinde.
Det danske Uber Cup-hold skal i kamp senere i dag klokken 9.00 dansk tid mod Mauritius. Thomas Cup-holdet spiller igen i morgen klokken 4.00 dansk tid. Denne gang mod Rusland.
Husk at du kan se meget mere til de danske spillere under Thomas & Uber Cup på Badminton Danmarks sociale medier:
Facebook
Instagram
Twitter
LinkedIn
Youtube