Badmintonphoto

Her er Danmarks kvartfinalemodstandere ved Thomas & Uber Cup

23-05-2018 21:35 |  Badminton.dk |  Jonas Rasmussen
Det danske damelandshold møder den mest vindende Uber Cup-nation, Kina, mens Thomas Cup-holdet møder Sydkorea. 

De danske piger står over for en ordentlig opgave, da de møder andenseedede Kina i deres kvartfinale, som spilles i morgen kl.04.00 dansk tid. Kina vandt Gruppe D over Indonesien, Malaysia og Frankrig. Men selvom Danmark er undertippet, vil de ikke lægge sig ned.

- Vi går ind til det med oprejst pande, og vi må også være ærlige og sige, at de malaysiske damesingler drillede kineserne, så lad os håbe på, at Kina ikke har fået banket for meget rust af inden i morgen, for så gør det da vores muligheder en lille smule større, siger assisterende landstræner og Uber Cup-ansvarlig, Kim Nielsen, og fortsætter.

- Jeg glæder mig. Jeg synes, at pigerne har været gode under hele mesterskabet. Jeg synes, at de har leveret et højt niveau, så jeg glæder mig til, at vi bliver testet på allerhøjeste hylde, og så må vi se, hvordan det går.
Og Danmark kommer til at blive testet fra start af. Mia Blichfeldt møder Chen Yufei, der ligger nummer fem i verden, i første damesingle, før Line Kjærsfeldt skal spille anden damesingle mod Gao Fangjie. Derefter møder Sara Thygesen/Maiken Fruergaard verdensmestrene Chen Qingchen/Jia Yifan.

- Det er en hård lodtrækning, men en spændende en. Kina har topspillere på alle pladser. De er forsvarende verdensmestre i damedouble, og så har de en god sammensat anden damedouble, og så har de jo tre fornuftige unge damesingler med Chen Yufei i spidsen.

Natalia Koch Rohde spiller den sidste damesingle mod Li Xuerui, mens Line Kjærsfeldt er sendt i anden damedouble med Rikke Søby i stedet for Julie Finne-Ipsen. De møder Huang Dongping/Yu Zheng i den eventuelle sidste femte kamp.
I kvartfinalen spilles der bedst af fem kampe. Den nation, som først når tre sejre, vinder.

Danmarks Uber Cup-hold mødte Kina i gruppespillet i 2016. Her tabte Danmark med 0-5. Kina er den Uber Cup-nation som har vundet mesterskabet flest gange. Ud af de 26 udgaver, der har været indtil i år, har de vundet 14 af dem. Danmark har nået kvartfinalen i Uber Cup ved de seneste seks mesterskaber inklusiv dette.  


Thomas Cup-holdet møder Sydkorea, som blev nummer to i Gruppe B under Indonesien og over Thailand samt Canada. Bestemt ikke nogen nem modstander, mener cheflandstræner og Thomas Cup-ansvarlig, Kenneth Jonassen.

- Sydkorea er en verdensklassemodstander. På papiret ser de måske ikke lige så stærke ud, som de har gjort før, men vi kender jo koreanerne, og når det kommer til holdmesterskaber, så er de exceptionelt seje. Sidste år vandt de Sudirman Cup, som de ikke blev lovet nogen chancer i. Så vi har bestemt respekt for dem.

Thomas Cup-holdet skal først i aktion kl.14.00 dansk tid – klokken 19.00 lokal tid, Bangkok. Det giver spillerne mulighed for at restituere bedst muligt efter den hårde og lange gruppefinale mod Malaysia. Badminton Danmarks sportslige ledelse skal først nominere holdet klokken 10.00 dansk tid, og det giver dem mulighed for at forberede sig på forskellige scenarier. 

- Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se på de forskellige konstellationer, som vi tænker, at Sydkorea kommer med. Vi skal også tjekke op på vores egne spillere i morgen formiddag. Har de sovet nok, spist nok, og så videre. Det er vigtigt, at vi har ressourcerne, for det kan godt gå hen og blive en rigtig lang kamp igen i morgen, siger Kenneth Jonassen.
Skulle det gå hen og blive en tæt affære, håber Jonassen på, at man kan drage fordel af den modgang, som man oplevede i gruppefinalen.

- Vi var enormt gode til at håndtere den modgang, vi blev ramt af i dag mod Malaysia, men jeg har ikke behov for, at vi kommer til at stå i samme situation i morgen, for det var lidt for spændende i dag, men nu ved vi, at vi kan stå distancen, sige Kenneth Jonassen.
Ligesom i Uber Cup spilles der bedst af fem kampe i Thomas Cup-kvartfinalerne. Den nation, som først når tre sejre, vinder.

Sidst Danmark mødte Sydkorea til Thomas Cup var i 2012. Her tabte danskerne semifinalen med 1-3. Vi håber på, at der er en revanche i vente - også for det nederlag, som Sydkoreas Uber Cup-hold gav Danmarks i går.



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Folkedanseren.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | ConCor - IT-konsulenter | LeoVegas SPORT

Delete item?