Badmintonphoto

DIF-idrætten til kamp mod ankelskader

29-05-2018 11:04 |  Badminton.dk |  Jakob Draminsky, DIF
Nyt studie viser, at 36 procent af divisionsspillerne i håndbold og badminton har haft en ankelskade inden for de seneste to år. DIF-idrætten, et hold forskere og et nystartet dansk firma vil afhjælpe problemet med et stykke specialudviklet tape, som klistres på skoen.

Et nyt studie viser, at 70 procent af alle divisionsspillere i håndbold og badminton har haft en ankelskade, og at 36 procent har haft en ankelskade inden for de seneste to år.

Bag studierne, som er de største videnskabelige studier på området i Danmark, står DIF-projektet Idrættens Innovationslab, virksomheden Spraino ApS og et hold forskere fra Aalborg Universitet og Hvidovre Hospital.

”Ankelskaden er den hyppigste idrætsskade, og i værste fald sætter den en stopper for idrætskarrieren for den enkelte udøver. Derfor er DIF via vores projekt Idrættens Innovationslab gået sammen med et hold forskere og virksomheden Spraino for at finde en løsning, der kan nedbringe antallet af ankelskader i dansk idræt,” siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF og fortsætter:

”Vores mål med at bidrage til de videnskabelige forsøg er gennem forebyggelse at reducere antallet af ankelskader, men jeg skal heller ikke lægge skjul på, at en væsentlig bonus også er, at vi kan hjælpe med at udvikle en teknologi, som på sigt kan blive en eksportvare og dermed både sikre færre ankelskader på verdensplan og øget omsætning til en dansk virksomhed. Det er netop, hvad vores projekt Idrættens Innovationslab er sat i verden for.”

Ny teknologi som forebyggelse
De videnskabelige studier, som endnu ikke er afsluttet, har allerede påvist, at den specialudviklede tape på skoen kan forhindre, at atleter vrikker om på anklen. Nu er forskerne med hjælp fra Idrættens Innovationslab og firmaet bag tapen i fuld gang med at teste den præcise effekt ude i idrætshallerne.

”De hidtidige studier er meget positive. Vi kan se, at nogle spillere går fra ofte at vrikke om til at kunne spille skadesfrie. Spillerne oplever, at de kan fokusere på idrætten uden at være bange for at blive skadet,” siger Thor Grønlykke, der er grundlægger af Spraino.

Arbejdet med at reducere antallet af ankelskader i idrættens verden er et samarbejde mellem DIF-idrætten, forskere fra Hvidovre Hospital og Aalborg Universitet samt firmaet Spraino Aps.

Idrættens Innovationslab
Samarbejdet mellem DIF-idrætten og Spraino understøttes af Idrættens Innovationslab, der er gået ind i projektet for at reducere antallet af ankelskader og for at skabe vækst for en dansk start-up virksomhed.

Idrættens Innovationslab, der er støttet af Industriens Fond, er netop sat i verden for at være brobygger mellem idrætten og danske virksomheder. Målet er at udvikle ny teknologi, udstyr, gadgets mv. til glæde og gavn for idrætten og med økonomisk gevinst og flere arbejdspladser for øje for virksomhederne. Hvis du vil vide mere om Idrættens Innovationslab, kan du skrive til innovationslab@dif.dk.  



 


Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?