Se de danske VM-seedninger her

13-07-2018 12:06 |  Badminton.dk |  Jonas Rasmussen
Viktor Axelsen er den eneste dansker med en topseedning ved VM 2018 i Nanjing. Carsten Mogensen og Mathias Boe er seedet som nummer tre i herredouble. Se de resterende danske seedninger her.

Danmark skal på jagt efter VM-metal den 30. juli til den 5. august i kinesiske Nanjing Youth Olympic Games Sports Park Arena. 

17 spillere er udtaget og klar til at kæmpe for Danmark, hvoraf syv af dem gør det med en seedning.

I herresingle er det kun den forsvarende verdensmester i herresingle Viktor Axelsen, der har fået en seedning. Han er til gengæld også seedet som nummer et qua sin placering som nummer et på verdensranglisten, men det giver ham ikke nødvendigvis en badebillet til finalen ifølge cheflandstræner Kenneth Jonassen.

- Jeg mener ikke, at Viktors topseedning kommer til at betyde ret meget, før vi har lodtrækningen. Lin Dan er seedet som nummer 16, så ham kan Viktor få i en ottendedelsfinale. Seedninger er fint, men det er lodtrækningen, der kommer til at afgøre udfaldet, siger cheflandstræneren.


Anders Antonsen har lige akkurat fået sig en seedning, og det kan, omvendt fra Viktor Axelsens, gå hen og få stor betydning.

- AA (Anders Antonsen, red.) får en 9/16-seedning, og det giver nogle gode muligheder og det er meget positivt. Enten bliver det rigtig svært eller også kan han gå hen og få en rigtig fin indgang til turneringen, før han så skal møde en af topspillerne. Men alt andet lige er herresinglerækken på et tårnhøjt niveau, hvor der er mange rigtig dygtige useedede spillere, siger Kenneth Jonassen.

Hans-Kristian Solberg Vittinghus og Rasmus Gemke, der blev efterudtaget i går, har ikke fået nogen seedninger, da de indtager verdensranglistens nummer 21 og 27. De danske damesingler Mia Blichfeldt 18 og Line Kjærsfeldt 24 står også uden seedninger til VM. 

- Mia får desværre ikke en seedning, så hende og Line Kjærsfeldt må ud og kæmpe og slås, fordi de ikke får den her seedning. Det kan blive en stor udfordring. Vi skal krydse fingre for, at en af vores piger undgår de topseedede, og så har vi set, at de kan levere gode resultater, siger Jonassen.


Til gengæld står alle tre danske herredoubler som seedet til verdensmesterskabet. Den bedste seedning har Carsten Mogensen/Mathias Boe fået, da de er blevet seedet som nummer tre. 

Herefter følger Mads Kolding/Mads Conrad som nummer seks og Kim Astrup/Anders Skaarup som nummer otte.

- I herredouble er vi rigtig fornemt seedet. Carsten og Mathias i top fire, så de kommer med garanti modsat af Kevin Sukamuljo/Marcus Gideon, og det er rigtig positivt. To 5/8-seedninger til henholdsvis Mads/Mads og Kim/Anders. Det er rigtig flot og udgangspunktet er positivt, men igen kommer lodtrækningen til at være rigtig afgørende, siger Kenneth Jonassen.

Den sidste danske seedning går til Christinna Pedersen/Mathias Christiansen i mixeddouble – de har en fjerdeseedning. Den ”nye” mixeddoublekonstellation har ikke engang spillet sammen i et år endnu, og alligevel står de med spændende muligheder for at kunne udfordrer de topseedede kinesere Zheng Siwei/Huang Yaqiong.

Det andet danske mixeddoublepar med Sara Thygesen/Niclas Nøhr skal spille VM uden seedning. Men Thygesen får en seedning som nummer 15 i damedouble, hvor hun spiller sammen med Maiken Fruergaard.

Thygesen/Fruergaard er den eneste danske damedouble efter det i onsdags blev bekræftet, at Kamilla Rytter Juhl er gravid, og dermed indstiller sin karriere.

- At Maiken/Sara får en seedning er rigtig positivt, for det giver os nogle muligheder for, at de kan spille sig ind i hallen, før de kan møde et toppar. Mathias/Christinna får en semifinaleseedning, men når vi snakker om dem kommer det til at afhængige af, hvem de møder i kvartfinalen. Så vi har givet os selv et gunstigt udgangspunkt, og nu skal vi så have det nødvendige held i lodtrækningen. Vi har klaret første step med at få nogle fine seedninger, så nu mangler vi bare step to. 


Med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersens manglende deltagelse i damedoublekategorien har Badminton Danmark i samarbejde med Team Danmark nedjusteret målsætningen for dette års verdensmesterskab.

Målsætningen var før tre medaljepoint, nu er den på to medaljepoint. Den acceptable målsætning er uændret og lyder på en medalje og to kvartfinaler.


De danske VM-spillere:
Herresingle
Viktor Axelsen, Odense BK
Anders Antonsen, Aarhus AB
Hans-Kristian Solberg Vittinghus, Solrød Strand

Damesingle
Mia Blichfeldt, Solrød Strand
Line Kjærsfeldt, Team Skælskør-Slagelse

Herredouble
Mathias Boe/Carsten Mogensen, Odense BK/Skovshoved
Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding, Skovshoved/Skovshoved
Anders Skaarup Rasmussen/Kim Astrup, Højbjerg/Team Skælskør-Slagelse

Damedouble
Sara Thygesen/Maiken Fruergaard, Skovshoved/Solrød Strand

Mixeddouble
Mathias Christiansen/Christinna Pedersen, Greve/Skovshoved
Niclas Nøhr/Sara Thygesen, Solrød Strand/Skovshoved

Team officials: 
Team Manager Jens Meibom 
Træner Kenneth Jonassen 
Træner Kim Nielsen 
Træner Jakob Høi 
Træner Thomas Stavngaard 
Fysioterapeut Michael Ries Dünweber 
Fysioterapeut Kim Balling

Hvem danskerne skal møde til VM, finder vi ud af i næste uge, hvor lodtrækningen finder sted.



 


Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?