Badminton Danmark

Danmark går efter guldet til stærkt besat UEM

05-09-2018 15:35 |  Badminton.dk |  Jonas Rasmussen
Flere af spillerne der deltog til U17 EM i foråret er blevet udtaget til UEM i Tallinn. Få overblikket nede i artiklen her.

Det danske U19-landshold går efter guldmedaljer til Ungdoms-EM i Tallinn, men konkurrencen er hård, og danskerne kan godt risikere at stå uden den fineste karat, når holdturneringen og den individuelle turnering er færdigspillet, vurderer U19-landstræner Jesper Hovgaard.


På fredag begynder holdturneringen ved Ungdomseuropamesterskaberne efterfulgt af den individuelle turnering, som slutter næste søndag. I begge turneringsdele af UEM går Danmark efter guldet. Men det er langt fra en selvfølge, at nationalmelodien kommer til at spille mod det øverste podie. 

- På den resultatmæssige side håber jeg, at vi kan gøre os gældende omkring de helt sjove pladser, hvor der er medaljer. Særligt i holdturneringen synes jeg, at vi ser konkurrencedygtige ud, selvom der er nogle kategorier, hvor vi kan blive udfordret. Jeg er også meget bevidst om, at vi ikke bare kommer til Estland og rydder bordet. Det tror jeg bestemt ikke bliver tilfældet, siger U19-landstræner Jesper Hovgaard og uddyber.

- Frankrig og Rusland ser stærke ud. Tyrkiet, England og Tyskland ligger også i det felt af hold, som kan udfordre os i tre kampe. De er gode i to til tre kategorier, så vi kommer ikke til at vinde 5-0 eller tabe 0-5.

Den seneste danske triumf ved UEM ligger da også tilbage i 2013, eftersom Spanien og Frankrig løb med sejren i henholdsvis 2015 og 2017. 


De danske talenter lægger ud mod Schweiz fredag kl.10.00 efterfulgt af Litauen og Bulgarien lørdag og søndag. Tre modstandere som Danmark som udgangspunkt ikke bør få problemer med at slå. 

- Jeg kan lige så godt melde ud, at det vil være en stor skuffelse for mig, hvis vi ikke spiller os igennem gruppen. Der vurderer jeg, at vi på tværs af alle kategorier er stærkest, selvom Bulgarien har et okay niveau, siger Hovgaard.

Selvom det på papiret kan virke som overkommelige modstandere, vil Jesper Hovgaard ikke slække på forberedelsen til kampene – tværtimod. 

- God stemning og sammenhold er noget af det som skal hjælpe os frem til et godt resultat, men det jeg har tænkt mig at fokusere på, og som jeg allerede har introduceret spillerne for, er, at forberedelsen til kampene skal være på et rigtig højt niveau. Så det handler om, at hver spiller gør, hvad der skal til for at skabe de bedste rammer for sig selv, før den kamp man skal spille. Jeg vil være meget præcis og detaljeorienteret i forberedelsen med spillerne. Det er alt fra træning til restitution, spise og sove, til at få analyseret godt på kampene. Det er noget af det, som jeg har tænkt mig at lægge meget energi i. 


Det fokuspunkt vil ikke kun blive praktiseret under holdturneringen, men også i den individuelle turnering, som bliver spillet fra tirsdag-søndag i næste uge. For her vil de danske spillere hver især blive mødt af store udfordringer fra de bedste ungdomsspillere i Europa.

- Niveauet i europæisk ungdomsbadminton er så højt, og konkurrencen er så hård, at vi på ingen måde er selvskrevne til at tage guldmedaljer med hjem fra den individuelle turnering. Jeg vil være ærgerlig over det, hvis det skulle ske, men omvendt ville det ikke være en katastrofe, hvis det sker, at vi har mødt bedre modstandere. 

Det danske U19-landshold rejser til Estland onsdag, og Marie Røpke og Jesper Hovgaard vil have det sportslige ansvar under UEM. 





 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?