Badminton Europe

Her er det danske landshold til UVM 2018

11-10-2018 15:43 |  Badminton.dk |  Jonas Kildegaard
13 spillere skal repræsentere Danmark ved Ungdomsverdensmesterskaberne i Canada, og det har ikke været nogen nem opgave at finde de spillere, som forhåbentlig kan indfri målsætningen, siger U19-landstræner Jesper Hovgaard.

Den 5.-10. november skal Danmarks U19-landshold forsøge at nå målsætningen om at spille op til seedningen som nummer otte til UVM i Markham, Canada.

Seks piger og syv drenge er nu blevet udtaget, og sammen udgør de den trup, som både kan skabe positive resultater, men som også har et vist udviklingspotentiale, mener U19-landstræner Jesper Hovgaard.

- Det har været svært at udtage truppen, og vi har valgt kun at udtage to herresingler denne gang. Så der kan godt sidde nogle, som er lidt skuffet over det, men sådan er det jo hver gang. Men vi har selvfølgelig kigget på de spillere, som vi tror på, kan levere de bedste resultater under et stort setup langt væk hjemmefra mod nogle modstandere af høj kvalitet. Så niveaumæssigt er det på mange måder de stærkeste spillere, vi har udtaget, men vi kigger også på potentialevurderingen, da UVM også er en udviklingsturnering for os. For der er nogle unge spillere med, som er med for at lære, og som er med for første gang, siger Jesper Hovgaard.


Den danske målsætning til årets UVM er ambitiøs i forhold til sidste års placering, hvor Danmark var useedet og fik en placering som nummer 17. I år er situationen en anden. 

- Målsætningen for holdet er, at vi lever op til vores seedning som ottende seedet. Vi har fået en okay pulje, hvor jeg forudser, at Singapore bliver den stærkeste modstander. Der er mange hold, som vi kan få det svært imod, men jeg synes, at vi også har nogle kategorier, hvor vi står stærkt, siger Jesper Hovgaard.


U19-landstræneren kigger specielt over mod de rutinerede stærke kræfter såsom Line Christophersen og Amalie Magelund/Freja Ravn, som allerede har spillet flere seniorturneringer og tidligere har været med til UVM. Line Christophersen var sågar med i Danmarks Uber Cup-trup. 

Omvendt er der ikke blevet plads til nogle 1. års U17-spillere, og det er der en klar årsag til.

- Vi ved, at der er nogle meget talentfulde 1. års U17-spillere, men vi ønsker ikke at udpege enkeltstående talenter for tidligt. Der er god evidens for, at udpegning til ”supertalent” ofte medfører et uhensigtsmæssigt pres på den pågældende spiller. De skal nok få deres chance for at komme med til et UVM i fremtiden, hvorimod det her er vores sidste chance for at se nogle af U19-spillerne på den helt store scene, siger Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom. 


Jesper Hovgaard vurderer også, at han er inde i et spændende og udviklingsorienteret forløb med de spillere, som han arbejdede med til UEM. Derfor er der også genvalg til elleve af spillerne fra UEM-truppen, hvor der også er blevet plads til Oscar Sunekær og Daniel Lundgaard som nye navne. 

- Vi kan spille lidt mere frit til UVM, end vi kunne til UEM, da vi var større favoritter der, og der var mere pres på. Til UEM var der meget fokus hos spillere på at spille godt, hvor de måske nogle gange glemte taktikken, så det er noget, som jeg håber, at vi kan gøre bedre nu med den erfaring, som vi fik til UEM, siger Hovgaard. 

Trænere og ledere på turen er Bo Ømosegaard (Talentudviklingschef), Rune Ulsing (assisterende U19-landstræner) og Jesper Hovgaard (U19-landstræner).

Den individuelle turnering til Ungdomsverdensmesterskaberne spilles fra den 12.18. november.



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?