Badmintonphoto

I dag går det løs: DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR er i gang

15-10-2018 11:01 |  Badminton.dk |  Lasse Kjær Hansen
Dørene er åbne til dette års DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, og verdensstjernerne er allerede i gang. For at give vores gæster et overblik over dagen, har vi lavet et par korte anbefalinger af nogle af tirsdagens must see-kampe. Badminton Danmark ser frem til at tage imod alle gæster, store som små, til årets største, ugelange badmintonfest på dansk jord.  

Det, vi har ventet på siden sidste års efterårsferie, er allerede gået løs i Odense Idrætspark: DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR har slået dørene op for verdenseliten og verdens bedste badmintonpublikum. 

Fra første færd er der flere bemærkelsesværdige titanbrag stillet i udsigt, som ingen ærekær badmintonsjæl bør snyde sig selv for.


For at gøre tirsdagens kampprogram blot en kende mere overskueligt, har vi samlet et lille udpluk af nogle af førstedagens must-sees, som garanterer uforlignelig fjer-action. 

Ca. 9.45, Bane 1: Indisk verdensstjerne med VM-medaljer mod amerikansk nordjyde
I første damesingle-opgør på Bane 1 render den indiske verdensstjerne P. V. Sindhu, der har vundet VM-sølv de seneste to år, ind i Vendsyssel-spilleren Beiwen Zhang. 

Nok er Sindhu på papiret seedet til at sejre, men Zhang har tidligere vist, hvad de er i stand til. De to damesingler har mødt hinanden fire gange tidligere i deres respektive karriere, senest til India Open i februar, hvor udfaldet højst overraskende blev en tæt tresætssejr til amerikaneren mod hjemmebaneyndlingen, 21-18, 11-21, 22-20. Samtidig udlignede Beiwen Zhang til 2-2 i den indbyrdes stilling.


Ca. 18.00, Bane 1: Dansk damesinglestjerne mod olympisk mester
Tidligt tirsdag aften får vi Danmarks bedste damesingle, Mia Blichfeldt, at se i kamp mod forsvarende olympisk mester og verdensmester, Carolina Marin. Det er tredje gang i år, at de to damesingler tørner sammen, og selv om det ikke er lykkedes Mia Blichfeldt at besejre Carolina Marin endnu, så siges det jo, at tredje gang er lykkens gang. 

Ca. 19.00, Bane 1: Tre vilde og legendespækkede herresingleopgør
Efter Mia Blichfeldts opgør med Carolina Marin venter tre vilde herresingler i streg på Bane 1. 

Først er det danske Hans-Kristian Solberg Vittinghus, der skal i kamp mod sidste års vinder af DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, Kidambi Srikanth, som i år er kvartfinaleseedet. Vittinghus har fire gange i karrieren stået over for Srikanth, og hver mand har to sejre med sig i bagagen. Det er dog snart to år siden, at de to herresingler dystede imod hinanden. Seneste opgør fandt sted til Australian Open i 2016 og endte med dansk sejr. 

Når Vittinghus går fra banen, overtages den af henholdsvis en forsvarende verdensmester og en forsvarende China Open-vinder. Med andre ord er det Kento Momota over for Anthony Ginting, der får lov at fyre op under tilskuere i hallen i Odense. Vi skal ikke længere tilbage end tre uger, siden de to verdensstjerner sidst kæmpede om sejren til China Open, der som bekendt gik til indonesiske Ginting. Hvorvidt vi kan forvente en revanche, vil tiden vise tirsdag aften. 


Dagens sidste kamp på Bane 1 spilles af legendariske Lin Dan, som møder den blot 20-årige thailandske Kantaphon Wangcharoen. I januar lykkedes det den unge thailænder at besejre Lin Dan til Indonesia Masters. Til gengæld tog Lin Dan revanche i tre sæt til Indonesia Open i september. Det skal således blive interessant at se, hvordan dette tredje opgør mellem den unge thailænder og den erfarne kineser løber af stablen. 

Hele dagen, Odense Idrætspark: Morskab for de mindste og mad for enhver smag
Badminton Danmark står mere end klar til at byde alle tilskuere og deltagere velkommen i Odense Idrætspark, når dørene slås op tirsdag klokken 8.00. 

Faciliteterne er toptunede til at forkæle enhver badmintonentusiast, stor som lille, til dette års største badmintonevent på dansk jord, der rummer meget mere end blot forblændende fjerdaskeri. 

Indimellem de neglebidende badmintonkampe er eventen således rig på leg, spil og sjov. I Kids Zone er der for eksempel dækket op med aktiviteter for de mindste, og løbende under turneringen indbydes der til en velfortjent legepause fra spillet på banerne. Desuden står streetfoodboderne åbne det meste af dagen med gourmetretter, der kan stille sulten.    



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?