Badmintonphoto

Nedtakt: Dansk stjernefrø besejrer verdensmester i første runde

17-10-2018 00:15 |  Badminton.dk |  Søren Nielsen
Førstedagen ved DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR bød på adskillige spændende og tætte kampe og ikke mindst en håndfuld overraskelser, der blandt andet udmøntede sig i dansk favør. 
 
Mia Blichfeldt stod for dagens største overraskelse, da hun i sit fjerde forsøg slog den tredobbelte verdensmester og olympiske mester Carolina Marin i en drabelig tresætskamp, hvor Mia Blichfeldt besejrede spanieren med cifrene 21-19, 14-21, 21-19.

Hør her, hvad den glade dansker, Mia Blichfeldt, havde at sige efter kampen:




Førnævnte kamp var dog ikke det eneste lyspunkt set med danske briller. Line Kjærsfeldt spillede sig ligeledes videre til turneringens næste runde, da hun i to sæt besejrede japaneren, Ayo Ohori.

VIDEO: Line Kjærsfeldt fortæller om sin sejr. 

Dagen startede dog ikke med lutter danske sejre, eftersom publikum måtte vente indtil tredje danske kamp, før de så en rød-hvid sejr. Kvartfinalisterne fra sidste år, nærmere bestemt Kasper Antonsen og Niclas Nøhr, sørgede for, at der kom vind i de danske sejl, da herredoublen i tre sæt slog et velspillende tysk par. 

Video: Hør her hvordan Antonsen og Nøhr kom tilbage i kampen.

Alt i alt blev det til 4 danske sejre ud af 7 kampe. Den fjerde danske sejr stod China Open-vinderne Kim Astrup og Anders Skaarup for. Den danske herredouble, der for en lille måned siden vandt China Open, mødte dog uventet hård modstand fra det indiske par, Attri Manu og Reedy B. Sumeeth.

Video: Hør Anders Skaarup umiddelbart efter kampen.

Trods problemer fik danskerne skovlen under det indiske par, der blot rangerer som nummer 27 på verdensranglisten.

Den dobbelte olympiske mester Lin Dan sluttede dagen af med en tresætssejr mod Kantaphon Wangcharoen. Den garvede kineser vandt med cifrene 21-13, 14-21, 21,7, og han var dermed den eneste kinesiske herresingle, der vandt på førstedagen.

Derudover stødte de to mest formstærke herresingler ind i hinanden i dagens næstsidste kamp, der i øvrigt var en gentagelse af China Open-finalen.

Anthony Ginting har på det seneste været den eneste herresingle, der har kunnet drille den regerende verdensmester Kento Momota. I dagens opgør var Kento Momota hele tiden et skridt foran konkurrenten, der alligevel fik presset kampen ud i tre sæt.

Størstedelen af tilskuerne i Odense Idrætshal blev på trods af kampen først sluttede efter klokken 22:30. Publikum blev på ingen måde skuffet, eftersom kampen blev spillet i et ekstremt højt tempo. Momota vandt med cifrene 21-18, 21-23, 21-15.

Vendsysselspilleren Beiwen Zhang stod immervæk for dagens første lille overraskelse, om end amerikaneren havde trukket sig sejrrigt ud af sine seneste to opgør mod Sindhu. Kampen, der var en gentagelse af India Open-finalen, bekræftede, at Zhang har overhånden mod Sindhu lige i øjeblikket.

Læs: Beiwen Zhang slår endnu en gang Sindhu.

Herresinglerækken bød på to iøjefaldende overraskelser, eftersom den firedobbelte vinder af Denmark Open, Chen Long, blev ekspederet ud af turneringen i første runde med cifrene 20-22, 15-21 til NG Ka Long Angus. Den femteseedede kineser var tydeligt frustreret over, at han ikke kunne få sit spil til at fungere mod en velspillende NG Ka Long Angus. 

Lige så overraskende var det, at den tredjeseedede kineser, Shi Yugi, måtte forlade turneringen allerede i første runde. Kineseren tabte 17-21, 18-21 til inderen, Sameer Verma, der på akrobatisk vis kastede sig rundt på banen i bestræbelserne på at nå videre til turneringens næste runde. 

På turneringens førstedag var de fremmødte tilskuere i Odense Idrætshal også vidne til flere favoritsejre i særdeleshed i double- og mixeddoublerækkerne. De kinesiske verdensmestre i herredouble, Li Junhui og Liu Yuchen, cruisede videre til turneringens næste runde, da de i sikker stil slog et useedet japansk par.
 
Sidste års vindere af Denmark Open i mixeddouble, Tang Chun Man og Tse Ying Suet, spillede sig ligeledes videre til næste runde. Det blev endvidere til favoritsejre til henholdsvis mixeddoublen Wang Yilyu og Huang Dongping og den kinesiske damedouble Jia Yifan og Chen Qingchen.  

I morgen går det løs igen med anden omgang af første runde. Du kan se kampprogrammet for hele dagen lige her. 







 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?