Svend Aage Sørensen

Svend Aage Sørensen nomineret til stor national pris

11-12-2018 09:14 |  Badminton.dk |  Jonas Kildegaard Rasmussen
Badminton Danmarks cheftræner på Elite- og Talentcenter Aarhus, Svend Aage Sørensen, er nomineret til Team Danmark og Salling Groups Talentpris 2018. Team Danmark og Salling Groups Talentpris hylder personer, der har gjort en helt særlig indsats for at styrke udviklingen af danske sportstalenter.

En af de personer, som har gjort en helt særlig indsats for at styrke udviklingen af danske sportstalenter, kommer fra badmintonverdenen, og han hedder Svend Aage Sørensen. Roserne mod cheftræneren på Elite- og Talentcenter Aarhus er store, men selv ønsker han at dele roser ud til sine dygtige samarbejdspartnere. 

- Min personlige forfængelighed synes det er enormt rart, men det hele afhænger utroligt meget af, at jeg arbejder med dygtige klubledere, trænere og engagerede spillere. Så at tage roser for enkelte spilleres succes, er lidt for billigt, men jeg håber og tror at jeg har inspireret nogle gode spillere på vejen. Jeg er personlig rigtig glad for anerkendelsen, men det er især en anerkendelse af det fællesskab, som jeg samarbejder i, siger Svend Aage Sørensen.
Siden 2012 har Svend Aage været cheftræner på Badminton Danmarks Elite- og Talentcenter Aarhus, og han arbejder desuden som Studie Adjunkt på sektion for idræt på Aarhus Universitet. Denne arbejdsdeling som respektive vidensformidler og talentudvikler har været gennemgående igennem hans karriere.

Som cheftræner på Elite- og talentcenter Aarhus har Svend Aage udviklet og uddannet en lang række nuværende topspillere. Verdensklassespillere som Kim Astrup, Anders Skaarup, Anders Antonsen og senest Alexandra Bøje har alle været igennem Svend Aages hænder i deres udvikling til topspillere.

- Vi er rigtig glade for, at Team Danmark og Salling Group har kigget Svend Åges vej. Han har i mange år været en frontfigur i dansk badmintons talentarbejde og bidraget til udviklingen af mange af de talenter, som vi nu ser til turneringer på allerhøjeste niveau. Han er højt værdsat af spillerne på Elite- og talentcenter Aarhus og har sammen med Kim Vistisen og de aarhusianske klubber udviklet ”Aarhusvejen”, som på mange måder er et skoleeksempel på den måde, vi fremadrettet ønsker at samarbejde med klubberne om talentudviklingen i dansk badminton, siger Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom.
Svend Aage Sørensen (født 1972) er Cand. Scient. i idræt og psykologi fra Syddansk Universitet og Københavns Universitet. 

Med sin baggrund inden for psykologi insisterer Svend Aage på at udvikle de unge talenters evne til at reflektere - både over deres sportslige udvikling, men også over deres udvikling som mennesker. Han har indført ”perspektiverende samtaler” med spillerne og hans betydning for de unge talenters udvikling ses af, at mange topspillere på det Nationale Træningscenter i Brøndby stadig har tæt kontakt med ham, og benytter ham til sparring omkring de dilemmaer og modstand de møder på deres vej.
 
En dygtig talentudvikler viser først sit værd over tid og Svend Aage har igennem mange år bevist, at han er en meget dygtig talentudvikler. Badminton Danmark mener, at han er en kandidat, der på fineste vis lever op til kriterierne for at modtage Team Danmark og Salling Groups Talentpris 2018.
 
Fakta:
• Kim Astrup/Anders Skaarup er pt. nr. 7 på verdensranglisten i herredouble og dermed den højeste rangeret danske herredouble. De fik deres internationale gennembrud i september 2018, hvor de vandt China Open, som er én af verdens tre største turneringer (WT 1000).
• Anders Antonsen er pt. nr. 19 i verden i herresingle. Fik sit gennembrud i 2017 med sejre i Scottish Open og to seminfinalepladser i store World Tour-turneringer. 
• Alexandra Bøje regnes for et af de største damedouble/mixeddouble-talenter i dansk badminton. Hun flyttede fra Aarhus til Brøndby i sommeren 2018 for at spille sammen med Joachim Fischer. Skal nu indgå i en mixeddoublesatsning sammen med Mads Kolding.

Team Danmark og Salling Groups Talentpris hylder personer, der har gjort en helt særlig indsats for at styrke udviklingen af danske sportstalenter. Prisen går til en talenttræner, en sportschef, en ildsjæl i en forening eller i en kommune eller en anden, som i løbet af det seneste år har gjort en ekstraordinær indsats for talentarbejdet i dansk elitesport.

Den endelige prismodtager bliver fundet ved en afstemning blandt sportschefer i de Team Danmark-støttede sportsgrene, og vinderen kåres hvert år ved Sport 2018 i januar. 

De øvrige nominerede er:
Jan Christiansen – Dansk Sejl Union 
Thomas Kiel Larsson – Dansk Golf Union 

Tidligere vindere af prisen er:
2017: Kirsten Cornelius, rektor på Falkonergårdens Gymnasium og HF
2016: Thor Hyllegaard Pedersen, sportschef i Danmarks Brydeforbund
2015: Morten Bennekou, talentchef i Danmarks Cykle Union
2014: Finn "Beton" Jensen, kraftcentertræner i Dansk Sejlunion
2013: Finn Larsen, talentudvikler i Maribo Kajakklub
2012: Lars Christensen, sportschef i Dansk Forening for Rosport
2011: Elitesekretariatet i Svendborg Kommune
2010: Dansk Golf Union for konceptet ’Creating Winners’
2009: Lars Lindstrøm, talenttræner i Dansk Orienterings-Forbund
2008: Danmarks Cykle Union
2007: Danmarks Ishockey Union
2006: Benni Ljungbäck, landstræner i Danmarks Brydeforbund



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?