Badminton Danmark

Guld og sølv: U15-spillere hiver medaljer ved 8 Nations 2019

24-02-2019 13:35 |  Badminton.dk |  Lasse Kjær Hansen
Finaledagen ved 8 Nations 2019 i Haarlem, Holland, udmundede i dansk guld i damedouble og sølv i fire af de fem kategorier. – Vi er godt tilfredse. Spillerne har leveret godt, og de tager en masse gode erfaringer med sig hjem, lyder det fra U15-gruppetræner Thomas Nielsen. 

En omgang guld og fire omgange sølv. 

Det var, hvad de bedste danske U15-spillere søndag hentede i den individuelle turnering ved 8 Nations 2019, og de resultater efterlader en vel tilfreds U15-gruppetræner:

- Alt i alt er vi godt tilfredse med dagens præstationer og resultater. Spillerne har leveret godt, og de får en masse gode erfaringer med sig hjem, siger Thomas Nielsen.

Se alle dagens semifinale- og finaleresultater fra 8 Nations 2019 her.

Dagens første opgør i Haarlem, Holland, med dansk deltagelse var en semifinale bestående af to danske herredoubler, William Abildtrup/Jonathan Melgaard over for Alexander Ringbæk/Mike Vestergaard 

Her blev det Abildtrup/Melgaard, som kom bedst ud det yderst tætte opgør, som endte med kampcifrene 13-21, 21-15, 21-18.

Siden sikrede Norah Jeppesen/Lærke Thomsen sig i sikker stil deres plads i damedoublefinalen. 

En større opgave var landsfællerne Sofie Kjøbsted/Sarah Skriver på i den anden damedoublesemifinale, fortæller gruppetræner Thomas Nielsen.

- Sofie og Sarah var lidt nervøse i store dele af kampen. På et tidspunkt får de dog at vide, at nu skal de trykke på alt, hvad de kan derinde og bare arbejde. Det gør de rigtig godt, og det bevirker, at de får angrebet over på deres side - og vedholder det, siger Thomas Nielsen.  

Efter 41 minutters spil kunne den danske damedouble dermed sætte sig på den anden plads i damedoublefinalen, hvor det dog blev Norah Jeppesen/Lærke Thomsen, som hev guldet. 

Læs også: Danmark stærkt repræsenteret i finale og semifinaler ved 8 Nations 2019.

I herresinglefinalen stod danske Alexander Ringbæk over for den førsteseedede franskmand, Alex Lanier. På forhånd stod det klart, at det ville blive en svær kamp for den unge dansker, som ifølge Thomas Nielsen ellers fulgte godt med i finalen. 

- I første sæt tror Alexander ikke rigtigt på det, men i andet sæt har han faktisk Lanier hele vejen igennem frem til en 17-13-føring. Desværre går der nerver i den, og franskmanden kommer igen og vinder, fortæller Thomas Nielsen og tilføjer:

- Alexander fik til gengæld vist, at han har kvaliteterne til at slå Lanier, blandt andet i form af flere tekniske valgmuligheder end franskmanden. 

Mens det ikke lykkedes Alexander Ringbæk at overraske, blev det omvendt til en overraskelse af den forkerte slags i mixeddoublefinalen. 

Her måtte Mike Vestergaard/Lærke Thomsen oven på tre intense sæt i dagens længste kamp se sig slået af deres franske modstandere. 

- Det var lidt skuffende, at vi ikke fik mixeddoublen. Vi falder sammen og taber hovedet en smule efter et første sæt, hvor vi ellers kører modstanderne over. Det var ærgerligt, men som sagt har det i alt i alt været en rigtig tilfredsstillende indsats, lyder det fra Thomas Nielsen. 

Læs også: Dansk U15-triumf: Holdguld ved 8 Nations 2019.



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?