test1
  
God sommerferie til alle spillere og deres forældre i AB
Klub: Aarhus Badmintonklub (AB)
Publiceret af: August Møller Roesen
Dato: 21-06-2015 13:22:33
Kategori: Generelt
     

Tak for en begivenhedsrig sæson 2014/2015.

Den startede med, at alle skulle sige goddag til AB's nye ungdomscheftræner Kristian Sørig Sørensen. Kristian har været og er stadig et friskt og inspirerende nyt pust for ungdomsspillerne til den daglige træning, stævner og hverdagen i klubben generelt. Så vi ser allerede nu frem til næste sæson med Kristian ved roret.

Nye tiltag som stævne/klubture til bl.a. Herning og Tønder har også været på programmet i denne sæson - og med stor opbakning og succes. Så det gentages i den kommende sæson  - tror allerede nu, der er mange, som glæder sig.

Tiltag som januarlejr for de yngste spillere, påskelejr for U9-U15 samt juletræning har igen i år været en del af "livet i AB", og noget som spillerne ser frem til med stor glæde og spænding. Både spillere, trænere og hjælpetrænere har været godt trætte ovenpå en veloverstået lejr.

For spillerne har det været gode oplevelser - både på det sportslige område, men ikke mindst på det sociale. Et unikt fællesskab og klubliv er resultatet af diverse lejre og interne arrangementer, hvor både nogle af de ældste ungdomsspillere samt senior/ligaspillere har deltaget som hjælpetrænere og på den måde bidraget til styrkelse af fællesskabet og klublivet i AB.

Samtidig har der været stor forældreopbakning over hele linjen. Alt fra kagebagning, kørsel til holdkampe og stævner, ekstra voksne, når de mindste skulle sove i hallen og bemanding af "buret" til AB's hjemmestævner. Så stor tak til alle jer forældre for jeres opbakning og engagement - jeres støtte og frivillig hjælp er en uvurderlig hjælp.

Ungdomsspillerne har også haft mange gode oplevelser i forbindelse med AB's ligakampe på hjemmebane, hvor der af og til har været planlagt et alternativt træningstiltag inden kampene, og spillerne har haft mulighed for at spise sammen inden kampene. Børnene har måske ikke set så meget badminton, men det sociale sammenhold i hallen har været i højsæde.
Resultatmæssigt har der været fremgang over hele linjen - lige fra de mindste minitonspillere til de ældste ungdomsspillere.

Så da sæsonen nærmede sig sin afslutning og det individuelle Ungdoms DM var overstået stod klubmesterskaberne for døren. Det var nogle rigtig gode dage med masser at god badminton og liv i hallen, hvor glæden ved kammeratskabet var tydeligt. Torsdag d. 7. maj var så den store "finaledag" hvor klubmestrene blev fundet, og vandrepokalerne - Årets Kammerat og Årets Præstation, blev uddelt. Også her var der stor opbakning med masser af børn og forældre i hallen og en rigtig god stemning. Fællesspisning og amerikansk lotteri var traditionen tro også en del af den sidste dag i forbindelse med klubmesterskaberne, hvor alle tog del i borddækning og oprydning.

Sommertræningen har fungeret super, hvor også "friluftslivet" er blevet dyrket.

Nu står sommerferien for døren. Og vi vil benytte lejligheden til at ønske alle spillere og forældre en rigtig god sommer. Vi glæder os til at se jer alle efter sommerferien - den 10. august starter træningen igen - og håber på en ny forrygende sæson 2015/2016.

GOD SOMMER
På vegne af AB's ungdomsudvalg
Winnie



 

 

Kontakt

Aarhus Badminton
Dyrehavevej 1-7
8000 Aarhus C

Halinspektøreren, Tonny Antonsen
Træffes på: 21426964
Cookies