Badminton Europe/Mark Phelan

Tre danske semifinaler ved U15-EM venter i morgen

17-02-2018 09:59 |  Badminton.dk |  Stine Greve
De danske U15-talenter går i landsholdenes fodspor i Kazan. Der er således dansk deltagelse i tre semifinaler i morgen ved EM for U15-spillere.

Det er ikke kun de danske herre- og damelandshold, der har været i aktion i Kazan i dag. I samme by, som de internationale stjerner kæmper om titlerne i EM for hold, er der individuelle EM-titler på spil for Europas bedste U15-spillere.

I dag blev der spillet kvartfinaler, hvor der var dansk deltagelse i alle fem kategorier. Desværre var det kun de danske drenge, der formåede at spille sig videre til morgendagens semifinaler.

- Det har været en dag på godt og ondt. Vi har en herresingle og to herredoubler med videre til semifinalerne i morgen, og det er vi glade for, men vi havde også håbet at få en damesingle, en damedouble og en mixeddouble med videre. De taber alle sammen i kvartfinalen i dag, og der er vi lidt skuffede over. Når det så er sagt, så er vi glade for de tre medaljer vi er sikre på at få med hjem, siger U15-landstræner Thomas Nielsen.

I herresingle er de rød-hvide farver i morgen repræsenteret ved Christian Faust Kjær, som først sendte Tauri Kilk fra Estland ud af turneringen med 21-19, 21-14, inden han nedkæmpede den andenseedede hjemmebanefavorit Egor Borisov 21-19, 21-18.

Klik her for at læse, hvordan det gik til, da de danske herre- og damelandshold spillede sig i finalen ved EM for hold.

Selv samme Christian Faust Kjær får vi også at se i herredouble i morgen, hvor han sammen Jakob Houe spillede sig sikkert videre til semifinalen ved først at slå finske Rasmus Andersson/Kevin Ni 21-4, 21-8, inden det gik ud over hollandske Noah Haase/Rens Lagrouw som blev besejret 21-6, 21-10.

Desværre lykkedes det ikke for Jakob Houe at spille sig videre i single, idet han tabte til den topseedede Alex Lanier fra Frankrig 13-20, 20-22. I herredouble er også Mikkel Langemark/Jeppe Søby videre efter sejr på 21-12.21-9 over de andenseedede russere Andrey Antropov/Igor Pushkarev.

I mixeddouble blev kvartfinalen endestationen for Jeppe Søby/Emma Irring Braüner. De tabte i tre sæt til franske Kimi Lovang/Floriane Nurit, mens Mikkel Langemark/Amanda Abildgaard måtte se sig slået i to sæt af turneringens topseedede par fra Rusland Egor Borisov/Mariia Golubeva.

Mariia Golubeva slukkede endnu en dansk EM-drøm, da hun i damesingle besejrede Frederikke Østergaard. Den eneste danske damedouble, der var videre til i dag var Amanda Abildgaard/Emma Irring Braüner. De tabte desværre klart, 13-21, 12-21, til russiske Elizaveta Baranova/Sofiia Bychkova.


Du kan følge de danske U15-talenter i deres kamp om medaljer ved at livestreame deres kampe her.

Det lykkedes altså ikke for de danske piger at spille sig videre til i morgen, men ifølge Thomas Nielsen er der alligevel gode lærepenge i en turnering som U15 EM, selvom det ikke blev til medaljer for pigerne i denne omgang.

-  I U15 er den langsigtede målsætning for os selvfølgelig udvikling, og spillerne har helt klart lært noget i forhold til at stå i pressede situationer og spille i store haller, hvor der er lidt vind. Når det så er sagt, så var vores målsætning hjemmefra selvfølgelig at være i stand til at spille med om medaljerne, siger U15-landstræneren.

Vi ønsker de danske U15 spillere held og lykke i deres semifinaler i morgen – forhåbentligt bliver de vekslet til finalepladser og guldmedaljer!





 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?