Badminton Danmark

Det danske U17-landshold vinder 6 Nations

02-04-2018 16:47 |  Badminton.dk |  Stine Greve
Med den femte sejr på stribe i holdturneringen ved 6 Nations sikrede det danske hold sig i dag den samlede sejr i turneringen ved at besejre England 5-4.

Det danske U17-landshold har siden i lørdags dystet mod Holland, Sverige, Tyskland, Frankrig og England i 6 Nations-turneringen, der er blevet afviklet i engelske Milton Keynes. I dag spillede holdet sin sidste kamp mod værtsnationen England, hvor en samlet dansk sejr på 5-4 også sendte den samlede turneringssejr på danske hænder til stor tilfredshed for Marie Røpke, der er dansk U17-landstræner.

- Det er altid dejligt at vinde en turnering som 6 Nations, det er det, der er vores mål, når vi tager herover, så det er rigtig godt. Jeg er rigtig godt tilfreds med det, jeg har set fra spillerne, de kæmper sig til nogle flotte sejre, og vi slår en del af holdene større, end jeg havde forventet hjemmefra. Alt i alt en rigtig god indsats, siger Røpke, og fortæller videre om dagens kamp.


- I kampen i dag havde vi stillet et lidt anderledes hold for at sparre et par spillere og se nogle andre spillere i aktion. Jeg synes, at det blev en lidt rodet holdkamp, men jeg er ret godt tilfreds med, at vi alligevel fik hevet en sejr.

klik her for at se den samlede stilling fra 6 Nations

I dagens kamp mod England lagde den danske mixeddouble med William Kryger Boe/Mette Werge stærkt fra land med en hurtig sejr på 21-19, 21-13 over Neil Bhabuta/Annie Lado. Desværre for Danmark gik de næste to kampe Englands vej, da Axel Henrik Parkhøj tabte 21-15, 19-21, 15-21 til Ethan Rose og Nele Swerts Knudsen måtte se sig slået af Pamela Reyes 21-23, 18-21.

Frederikke Nielsen fik bragt balance i regnskabet med en suveræn sejr på 21-13, 21-9 over Alexandra Oprisan, og da de næste tre kampe i henholdsvis første og anden herredouble samt anden herresingle også gik Danmarks vej, var holdet oppe på de fem sejre, der udløser den samlede sejr.

Englænderne bed dog fra sig i damedoublerne og kæmpede med alt, hvad de havde. Med sejre i både første og anden damedouble fik de gjort den samlede sejr så smal som muligt, da holdkampen altså endte 5-4 i dansk favør.

Klik her for at se alle resultaterne fra holdkampen mod England

Ud over medaljer til samlingen derhjemme, tager de danske spillere ifølge U17-landstræner Marie Røpke også en masse erfaring med hjem.

- Spillerne kan bruge sådan en turnering her til at spille mod spillere fra nogle af de andre lande, som de ikke er vant til at spille mod. Derudover får de også stillet nogle krav og forventninger fra os trænere, som de skal arbejde ud fra, så der er masser af lærepenge i det for spillerne, siger Røpke og afrunder.

- Som træner bruger jeg turneringen på den måde, at jeg ser dem i aktion mod nogle, hvor de bliver presset på en anden måde, end de plejer. Jeg kan arbejde rigtig meget med dem, fordi jeg kan sidde bag banerne, når nu de ikke møder danskere hele tiden. Jeg får lov til at være helt tæt på dem i de her kampe, og jeg kan få en fornemmelse af, hvad de tænker, og hvordan de reagerer, når de bliver pressede.

Stort tillykke til det danske U17-landshold med den samlede sejr ved 6 nations – godt gået!



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?