Badminton Photo

Danske herrer slår Rusland på hjemmebane og er klar til semifinalen i Kazan

19-02-2016 12:01 |  Badminton.dk |  Stine Greve

Her til morgen spillede de danske herrer sig i semifinalen ved EM for hold da hjemmebaneholdet fra Rusland blev besejret 3-1.


De danske herrer stod over for deres hidtil sværeste kamp ved turneringen, da de mødte hjemmebaneholdet fra Rusland. Dermed var der lagt op til en kamp, hvor de indtil nu så suveræne danskere måske for alvor ville blive testet.


Danmark kom godt fra start da Jan Ø. Jørgensen spillede en sikker tosætssejr hjem efter en solid og god indsats. 

Det danske forspring holdt dog ikke længe, for allerede i den efterfølgende kamp fik Rusland bragt balance i regnskabet. Det skete, da de forsvarende europamestre Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov sikkert besejrede Mads Conrad og Mads Kolding i to sæt.

De danske herrer fik dog allerede bragt sig i førersædet igen i den næste kamp. Her sejrede Viktor Axelsen i to sæt og var kampen igennem ganske suveræn.

Dermed kunne Kim Astrup og Anders Skaarup lukke holdkampen og sende Danmark i semifinalen med en sejr i anden herredouble. Det blev en relativt lige kamp, hvor danskerne dog hele tiden formåede at holde sig et par point foran de russiske modstandere, hvilket resulterede i en sejr på 21-16 21-18.


I modsætning til det indledende puljespil stopper man nu holdkampen, når det ene hold har vundet tre kampe. Derfor blev der ikke spilletid til Danmarks tredje herresingle Emil Holst i dag.


Du kan se resultater fra de enkelte kampe her.

 

Oven på 3-1 sejren var Landstræner Kenneth Jonassen tilfreds med det, han havde set på banen:

- Jeg synes det var en god holdpræstation, niveauet fik lige et hak opad både i forhold til koncentration og det spillemæssige. Hele holdet var der for hinanden, så det var en god præstation og jeg føler, at folk var endnu mere skærpet og havde gjort sig klar til opgaven.


I den danske lejr ser man nu frem til morgendagens semifinale, hvor man står over for vinderen af kampen mellem Tyskland og Sverige. Vi får altså et naboopgør lige meget hvad, og Kenneth Jonassen tror mest på tyskerne:

- Vi glæder os, og jeg er ret sikker på, at det er Tyskland vi skal ind og møde. Det er altid en spændende udfordring, og en som alle spillerne glæder sig til.


Der er endnu ikke fastsat tidspunkt for morgendagens semifinale, men TV2 Sport sender live fra Kazan både lørdag og søndag i tidsrummet 10-18, hvor det vil være muligt at følge de danske hold.


Vi glæder os!




 



Cookies
 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?