Badminton Photo

Ingen dansk triumf ved All England – Fischer og Pedersen taber finalen

13-03-2016 16:33 |  Badminton.dk |  Stine Greve

Det blev desværre ikke til en dansk titel i mixdouble ved All England. Endnu en gang viste indoneserne Praveen Jordan og Debby Susanto sig for stærke og vandt med 21-12 21-17.


Det blev aldrig rigtig spændende i mixdouble-finalen ved All England. Joachim Fischer og Christina Pedersen tabte i to sæt til et velspillende indonesisk par, hvor især Praveen Jordan spillede en kamp i særklasse. Dermed blev det altså ikke denne gang, at de to danskere fik brudt den indonesiske forbandelse. De to indonesere har nu vundet de seneste fire indbyrdes opgør mod Fischer og Pedersen.


Med god variation fra bagbanen, der både bød på stenhårde smash og skarpe drop, gjorde han det surt for de to danskere, og holdt dem fra for alvor at komme i gang. 


Indoneserne startede som lyn og torden, og tog hurtigt første sæt med 21-12. Det billede gentog sig i starten af andet sæt, men midtvejs inde i sættet kom Fischer og Pedersen meget bedre med, og fik kæmpet sig på 14-14. 

Desværre rykkede Indoneserne hurtigt fra igen, og sikrede sig sættet, sejren og deres første All England-titel med 21-17.


Dermed blev det ikke til nogen danske triumfer ved All England denne gang, men turneringen har stadig budt på flere gode danske præstationer, blandt andet Hans-Kristian Vittinghus, som flot, og noget overraskende, spillede sig frem til semifinalen.


De resterende All England finaler kan ses på TV2 Sport frem til kl. 18.00, men for danskernes vedkommende er All England slut for denne gang.


Vi glæder os til fortsat at følge de danske spillere frem mod sommerens OL!




 


Nyheder fra Badminton Danmark




Nyheder fra klubber




Like BadmintonPeople på Facebook





Cookies
 
Delete item?