Badminton Photo

To herredoubler ramt af sygdom

08-02-2018 09:46 |  Badminton.dk |  Jonas Rasmussen
Mads Pieler Kolding og David Daugaard er begge ramt af sygdom. Det betyder, at de desværre ikke stiller op til FZ FORZA/RSL DM 2018 sammen med henholdsvis Mads Conrad-Petersen og Mathias Christiansen.

FZ FORZA/RSL DM 2018 blev endelig servet i gang i går, og i dag er vi klar til at byde nogle af landets største stjerner velkommen i Ceres Arena, Aarhus. 

Her spiller Anders Antonsen, Hans-Kristian Solberg Vittinghus, Rasmus Gemke, Mia Blichfeldt, Line Kjærsfeldt, Mette Poulsen, Sara Thygesen/Maiken Fruergaard, Carsten Mogensen/Mathias Boe og Kim Astrup/Anders Skaarup.
Desværre bliver det uden de stærke herredoubler med Mads Pieler Kolding/Mads Conrad-Petersen og David Daugaard/Mathias Christiansen.

Kolding er blevet ramt af feber natten til i dag, og har forsøgt at blive klar til i aften, men uden held. Daugaard pådrog sig en virus under Asien-turen, som han ikke har kunne ryste af sig, og som gør ham ude af stand til at spille DM. 

Mads Pieler Kolding har vundet DM før. Det gjorde han i 2015 og 2011 i mixeddouble med henholdsvis Kamilla Rytter Juhl og Maria Helsbøl. I 2014 vandt han i herredouble med Mads Conrad. David Daugaard var i herredoublefinalen sidste år med Mathias Christiansen. De tabte til Frederik Colberg/Rasmus Fladberg.

Det betyder, at Frederik Colberg/Joachim Fischer går direkte i semifinalen i morgen. Det samme gør Niclas Nøhr/Kasper Antonsen, som skulle have mødt David Daugaard/Mathias Christiansen i kvartfinalen.
Mads Conrad-Petersen kommer til Ceres Arena i morgen aften og skriver autografer til fans og tilskuere i hallen. Mathias Christiansen kommer lørdag og skriver autografer på finaledagen.

Vi glæder os til at byde jer velkommen i dag kl.17.00 i Ceres Arena, Aarhus, til kvartfinalerne ved FZ FORZA/RSL DM 2018.



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?