Danmarks EM-trup er klar – se den her

02-03-2018 12:51 |  Badminton.dk |  Jonas Rasmussen
Badminton Danmarks sportslige ledelse har udtaget de spillere, som skal repræsentere Danmark ved individuelt EM i Huelva den 24.-29. april. Alle de danske mestre er udtaget, ligesom Viktor Axelsen er. Han kan få comeback efter sin skade, hvis han når at blive klar.

23 danske topspillere er i dag blevet udtaget til EM. De skal forsøge at genvinde EM-guld i damedouble og herredouble, som blev sikret i ved europamesterskaberne i Kolding 2017.

Her stod Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl og Mathias Boe/Carsten Mogensen øverst på podiet, og de er udtaget igen til at forsvare deres titler. Der er også håb om, at Viktor Axelsen når at blive klar fra sin ankelskade, så han kan deltage som en god medaljekandidat. Stjerner som Mads Kolding/Mads Conrad, Anders Antonsen og Mathias Christiansen er også udtaget.

Læs også: Danmark er europamestre!

Det er landets pt. bedste spillere, som er udtaget til EM, og her vil det måske være gået op for den opmærksomme læser, at den danske mester i damesingle 2017, Mette Poulsen, er udtaget, selvom hun ikke er en del af landsholdstræningen. Om det udtaler Badminton Danmarks sportschef Jens Meibom.

- Udtagelsen til et mesterskab indeholder overvejelser omkring resultatskabelse og om at give unge spillere mesterskabserfaring. Individuelt EM er pt. det eneste individuelle mesterskab, hvor vores damesingler har mulighed for at blande sig i medaljestriden. Derfor har vi et højere fokus på resultatskabelse i den kategori sammenlignet med andre kategorier. Vi har derfor udtaget de damesingler, vi lige nu vurderer giver os de største medaljechancer. At Mette ikke er en del af en landsholdsgruppe betyder ikke, at hun ikke kan blive udtaget til et mesterskab, såfremt vores prioriteter omkring det aktuelle mesterskab understøtter hendes udtagelse. Nogle vil måske også have bemærket Anna Thea Madsens flotte sejr i Østrig og undre sig over, hvorfor hun ikke er udtaget til EM. For det første oplever vi, at vores damesingler er meget lige og har gode perioder på skift. Og for det andet ville en udtagelse af Anna Thea – på grund af ranglisten - kræve, at vi skulle fravælge to af de andre kvalificerede piger, og det har vi ikke ønsket, siger Jens Meibom.

Læs også: Jakob Houe og Christian Kjær vinder U15 EM

Det har også været muligt for Badminton Danmark at udtage Jan Ø. Jørgensen. Det skyldes, at Badminton Danmark har modtaget tilkendegivelse fra Badminton Europe om et Wild Card til Swiss Open-sølvvinderen. Det vil blive endelig tildelt den 13. marts.

- Jan har fået tilbudt et wild card til EM af Badminton Europe, hvilket vi har accepteret. Jan er kommet fint i gang efter sin langvarige skade. Hans indsats og spillemæssige niveau ved blandt andet Swiss Open har overbevist os om, at han frem til EM om ca. to måneder vil kunne opnå et spillemæssigt niveau, der berettiger hans udtagelse. Og at han til den tid vil være en realistisk medaljekandidat til EM, siger Jens Meibom.

Danmark vandt to guldmedaljer, tre sølvmedaljer og fem bronzemedaljer ved EM 2017.

De 23 EM-spillere er:
Herresingle:

Viktor Axelsen, Odense OBK
Anders Antonsen, Aarhus AB
Rasmus Gemke, Skovshoved
Badminton Danmark accepterer wild card til Jan Ø. Jørgensen, Svenstrup.

Damesingle:
Mia Blichfeldt, Solrød Strand
Line Kjærsfeldt, Team Skælskør-Slagelse
Natalia K. Rohde, Skovshoved
Mette Poulsen, Skovshoved

Herredouble:
Mathias Boe/Carsten Mogensen, Odense OBK/Skovshoved
Mads Kolding/Mads Conrad, Skovshoved
Kim Astrup/Anders S. Rasmussen, Team Skælskør-Slagelse/Højbjerg
Mathias Christiansen/David Daugaard, Greve

Damedouble:
Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl, Skovshoved
Sara Thygesen/Maiken Fruergaard, Skovshoved/Solrød Strand
Rikke Søby Hansen/Julie Finne-Ipsen, Greve/Værløse

Mixeddouble:
Mathias Christiansen/Christinna Pedersen, Greve/Skovshoved
Nicklas Nøhr/Sara Thygesen, Solrød Strand/Skovshoved

Resultatmålsætningen til individuelt EM 2018, der er aftalt med Team Danmark, er på 16 medaljepoint, hvor guld giver tre point, sølv to point og bronze et point. Acceptabelt resultat er 13 medaljepoint.

Det sportslige trænerteam er Jakob Høi, Kim Nielsen & Thomas Stavngaard, fysioterapeut Marlene Søby Vestergaard.


 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | GymnastikPortalen.dk | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | RullePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Bueskydning.com | DanskatePortalen.dk | Folkedanseren.dk

ClubPeople.com | Intersite.dk | eLokal.dk | Foreningsweb.dk | SportPeople.dk | iAlbertslund.dk

Annoncelinks: Allskin.dk
Delete item?