Badminton Photo

Odense OBK og Værløse sikrer sig endnu en sæson i Badmintonligaen

18-04-2018 22:05 |  Badminton.dk |  Stine Greve
Efter sidste runde af Ligakvalifikationen blev afviklet her til aften, står det kart, at Odense OBK og Værløse formår at holde fast i deres pladser i Badmintonligaen.

Det lykkedes ikke for hverken Lillerød eller Langhøj at sikre sig oprykning til landets bedste badmintonrække, da begge mandskaber led nederlag i sidste spillerunde af Ligakvalifikationen. Lillerød har i et stykke tid haft udspillet sin rolle i forhold til oprykning, men inden aftenens runde kunne Langhøj stadig nå at snuppe den ene oprykningsplads for snuden af enten OBK eller Værløse.

Det krævede først og fremmest, at Langhøj selv slog Værløse. Det vestjyske mandskab var taget den lange vej til Værløse i jagten på den sejr, der var nødvendig for at holde liv i oprykningsdrømmen, men det sjællandske mandskab skulle vise sig at være stærkt for gæsterne.

Klik her for at sikre dig billetter til DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR!

Det endte med en overbevisende hjemmesejr på 5-1, hvor især damesinglen mellem Værløses Julie Dawall og gæsternes Desandha Putri blev tæt og spændende. Det endte med sejr i tre sæt til Dawall på 21-17, 17-21, 22-20. Langhøjs enlige sejr kom i herredouble, hvor Mats Bue/Rasmus Bonde slog Kristoffer Knudsen/Nicolaj Overgaard 21-13, 17-21, 21-15.

I Odense var Lillerød på besøg, og også her endte det med en overbevisende 5-1-sejr til hjemmeholdet. Som tilfældet var det i Værløse, udmærkede damesinglen sig i Odense også ved at være den mest spændende kamp i holdkampen. Her vandt hjemmeholdets Airi Mikkela 19-21, 21-16, 21-15 over Irina Amalie Andersen.

Gæsternes eneste sejr kom i damedouble, hvor Maria Thygesen/Tine Baun slog Camilla Martens/Amanda Högström 21-15, 21-13.

Dermed slutter Værløse og Odense OBK på de pladser i Ligakvalifikationen, der udløser billetter til Badmintonligaen i næste sæson, mens Lillerød og Langhøj får en sæson mere i 1. division.

Klik her for at se den endelige stilling i Ligakvalifikationen







 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?