Badmintonphoto

Fire danske konstellationer booker sig en plads i EM-finalerne

28-04-2018 11:13 |  Badminton.dk |  Jonas Rasmussen
Viktor Axelsen, Mads Conrad/Mads Kolding, Kim Astrup/Anders Skaarup og Christinna Pedersen/Mathias Christiansen er klar til søndagens EM-finaler. Med to herredoubler i finalen er Danmark sikret en EM-guldmedalje. 

Vi kan se frem til deltagelse i tre ud af morgendagens fem EM-finaler i Huelva. Det står klart efter dagens semifinaler, hvor halvdelen af danskerne klarede sig videre. Herredoublefinalen bliver ren dansk, da Conrad/Kolding skal forsøge at genvinde deres titel fra 2016 i kampen Kim Astrup/Anders Skaarup. Det er en gentagelse af finalen i netop 2016.

Mads Conrad/Mads Kolding slog de tidligere EM- og All England-vindere Vladimir Ivanov/Ivan Sozonov med 21-11, 19-21, 21-19. Astrup/Skaarup gjorde omvendt kort proces mod hollandske Maas/Tabeling med en 21-15, 21-18-sejr.


Dagens største semifinalesejr gik til Viktor Axelsen. Europamesteren fra 2016 vandt med hele 21-7, 21-9 over franske Brice Leverdez, der var fjerdeseedet til turneringen. Axelsen har mulighed for at revanchere Jan Ø. Jørgensens nederlag til Rajiv Ouseph på 17-21, 21-18, 15-21, da de to mødes i morgendagens finale i herresingle.

EM-finalerne får også besøg af Christinna Pedersen/Mathias Christiansen, som skulle ud i tre sæt, før de besejrede Marcus Ellis/Lauren Smith med 21-16, 19-21, 21-12. Mens Pedersen har stået i flere EM-finaler og i alt vundet seks EM-guldmedaljer, er det Mathias Christiansens første EM-finale. De møder de forsvarende europamestre Chris og Gabrielle Adcock.  


Desværre blev det til nederlag for Mia Blichfeldt og Line Kjærsfeldt, som begge kommer fra EM med en bronzemedalje. Blichfeldt tabte til Carolina Marin med 17-21, 16-21, og Kjærsfeldt måtte se sig slået til fjerdeseedede Evgeniya Kosetskaya med 10-21, 14-21. 

Maiken Fruergaard/Sara Thygesen røg også ind i et semifinalenederlag. Den danske damedouble tabte til Stoeva-søstrene med 10-21, 18-21, men kan ligesom damesinglerne glæde sig over at hente en bronzemedalje med hjem til Danmark.

TV 2 SPORT SENDER DIREKTE FRA FINALERNE I MORGEN FRA KLOKKEN 11.25. 


 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?