Badmintonphoto

Landstræner: Uber Cup-præstation lover godt for fremtiden

24-05-2018 12:37 |  Badminton.dk |  Jonas Rasmussen
De danske Uber Cup-spillere opnåede målsætningen med en kvartfinale og leverede desuden på et rigtig flot niveau her ved Uber Cup 2018. Det er godkendt og lovende for fremtiden, hvor Danmark forhåbentlig kan konkurrere med om medaljer indenfor en kort årrække, siger assisterende landstræner og Uber Cup-ansvarlig, Kim Nielsen.

For sjette år i træk blev kvartfinalen endestationen for Danmarks damelandshold ved Uber Cup. Denne gang var det Kina, som var stopklods med deres sejr på 3-1. 

Men hvilken tur det var. De unge damespillere modstod presset i åbningskampen mod Rusland, som skulle vindes for at gå videre fra gruppen. Mod Mauritius fik Line Christophersen en drømmedebut med en sejr på 21-1, 21-7, og i gruppefinalen mod Sydkorea var Danmark lige ved at skabe overraskelsen med en sejr.

Derfor ser assisterende landstræner og Uber Cup-ansvarlige, Kim Nielsen, tilbage på et godt dansk mesterskab.

- Jeg vil sætte et flueben ud fra, at det har været et godkendt Uber Cup. Vi har fået set, både på godt og ondt, hvad vi skal hjem og arbejde med, hvad vi skal arbejde med mentalt, og hvilke forhold vi har det svært under. Vi vinder over Rusland, og vi får en rigtig flot skalp mod Sydkorea og Kina, og det viser, at vi er på rette vej, siger Kim Nielsen.


Specielt det med at være på rette vej glæder Kim Nielsen. Med en gennemsnitsalder på blot 22,5 år er der grobund for at bygge et hold op, som kan udvikle sig i mange år endnu.

- Det her kan meget vel være grundstammen af et hold, som de næste år skal være med. Det er et ungt hold, så der er basis for, at mange af de her spillere kan være med i nogle år og få masser af erfaring. Så jeg ser positivt på fremtiden og håber, at vi kan slås med om medaljer indenfor en kort årrække, siger Kim Nielsen.

Truppen indeholdte tre debutanter. Julie Finne-Ipsen/Rikke Søby, som længe har været en del af landsholdstræningen i Brøndby, og så 18-årige Line Christophersen, der er ny i dette setup. Men integrationen af debutanterne og fællesskabet i det hele taget har kørt upåklageligt. 

- Pigerne har været gode til at tage ansvar. De har været gode til at mikse sig op med hinanden alle sammen og tage ud og spise og spille spil. De har været gode ved hinanden, og de har taget rigtig godt imod vores mesterskabsdebutant Line Christophersen. Hun føler sig velkommen og er meget vellidt i gruppen, siger Nielsen.

Line Kjærsfeldt er den Uber Cup-spiller i truppen, som har været med flest gange. Hun var i år med for fjerde gang siden sin debut i 2012. 


Nu skal ærgrelsen over at være ude af Uber Cup lige fordøjes, men allerede lige efter kvartfinalenederlaget til Kina, var Kim Nielsen allerede glad for de præstationer, han havde set mod overmagten.

- Jeg er selvfølgelig altid ærgerlig, når vi taber, men man kan sige, at der er forskellige måder at tabe på, og i dag er måden, vi taber på, helt acceptabel. Mia (Blichfeldt, red.) skyder os godt i gang, Line (Kjærsfeldt, red.) starter helt forrygende, men Gao løfter så sit niveau. Deres verdensmestre i damedoublen kommer også ind og er helt klar fra start, så der var ingen tvivl om, at der var et pres. De gav os ikke noget plads eller nogen åbninger. Men overordnet er det helt godkendt, siger Kim Nielsen.

Danmark var uden Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen grundet private årsager.

Danmarks bedste resultater ved Uber Cup er en andenplads. Det har damelandsholdet opnået i 1957, 1960 og 2000. 

Husk at du kan se meget mere til de danske spillere under Thomas & Uber Cup på Badminton Danmarks sociale medier:
Facebook
Instagram
Twitter
LinkedIn
Youtube





 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?