Badmintonphoto og Badminton Danmark

Kenneth Jonassen: Japan er en topnation

25-05-2018 06:44 |  Badminton.dk |  Jonas Rasmussen
Danmarks semifinalemodstander er en badmintonnation af de helt store, som i alle kampe kan spille helt op med de danske stjerner, vurderer cheflandstræner og Thomas Cup-ansvarlig, Kenneth Jonassen.

Med en overbevisende kvartfinalesejr på 3-0 over Sydkorea, er Danmark nu klar til Japan i semifinalen. Det er vinderne af de to seneste udgaver af Thomas Cup, som står overfor hinanden, og som hver især vil gøre alt for at få mejslet sit landenavn i Thomas Cup-pokalen igen.


Det kan meget vel gå hen og blive et meget jævnbyrdigt opgør, hvor specielt én kamp springer i øjnene, ifølge Kenneth Jonassen.

- Japan er en topnation. De matcher os sindssygt godt på alle pladser, og specielt første herresingle mellem Viggo (Viktor Axelsen) og Kento Momota glæder vi os alle sammen til. Den bliver exceptionel svær. Men kampen bliver afgjort på, hvem der kan finde topniveauet i alle kampene, og der skal vi satse på, at vi kan ramme holdopstillingen, der kan vinde tre kampe, siger Kenneth Jonassen.

Kento Momota har vist sig særdeles fremragende, efter han kom tilbage fra sin karantæne for at have gamblet. Han vandt således Asian Championships, hvor han vandt over Shi Yuqi i tre sæt, Chou Tien Chen med 21-5, 21-13, Lee Chong Wei 21-19, 21-14, og i finalen slog han Chen Long med 21-17, 21-13.


Badminton Danmarks sportslige ledelse skal nominere det danske hold senest klokken 14.00. Indtil da er de i tænkeboks for at finde den helt rette opstillingen mod Thomas Cup-vinderen fra 2014.

- Der er ingen tvivl om, at når Japan matcher os rigtig godt, skal vi lave en vurdering af, om vi føler, at vi er i en position, hvor vi står bedre, hvis vi mikser en lille smule op, eller om vi tror mest på dem, som indtil videre har leveret. Så det bliver et spændende puslespil, der skal lægges. Jeg er nogenlunde overbevist om, hvordan Japan stiller op, så jeg tror ikke, at der kommer de helt store overraskelser derfra, siger Kenneth Jonassen.


Semifinalen mellem Danmark og Japan spilles klokken 13.00 dansk tid (18.00 lokal tid, Bangkok).

Danmark mødte også Japan i 2016. Her blev det til en 3-2-sejr i kvartfinalen med sejre til Viktor Axelsen, Mathias Boe/Mads Conrad og Hans-Kristian Solberg Vittinghus, mens Jan Ø. Jørgensen og Kim Astrup/Anders Skaarup desværre måtte se sig slået.

Alle spillere fra holdopstillingen i 2016 har mulighed for at komme i kamp igen, hvor der omvendt kun er tre spillere fra Japan, som er udtaget igen til 2018.

Danmark-Japan vises på TV 2 SPORT.


 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?