Badminton Europe

Tre finalepladser hjemme: Dansk guld sikret ved UEM 2018

15-09-2018 19:28 |  Badminton.dk |  Lasse Kjær Hansen
De danske damer brillerer ved UEM i Tallinn, og på finaledagen søndag er opgøret i damesingle rent dansk, hvorfor guld er garanteret til Danmark. I damedoublefinalen, hvor vi også har danskere med, spår U19-landstræner Jesper Hovgaard en tæt kamp. - Men følger vi taktikken, så har vi en god chance, siger han. 

Semifinalerne ved UEM 2018 i Tallinn er færdigspillet, og søndag kan vi forvente at se fire danske damer i aktion.

Videre til finalen er nemlig de to danske damesingler, Line Christophersen og Amalie Schulz, og den danske damedouble, Amalie Magelund/Freja Ravn.

Dermed er Danmark sikret mindst én UEM-guldmedalje, i og med finalen i damesingle bliver et rent dansk opgør, hvilket selvsagt runger gladeligt i den danske U19-landstrænerlejr.

-  Det er selvfølgelig superfedt med en ren dansk damesinglefinale, og jeg vil give kredit til både Line og Amalie for deres præstationer i dag. Line følger planen godt, og Amalie, som ellers ikke var favorit til at vinde i dag, går ind og spiller den chance, hun har, siger U19-landstræner Jesper Hovgaard. 

Mens Line Christophersen klarede ærterne mod sin ungarske modstander i to tætte sæt med cifrene 21-19, 21-19, måtte hendes landsfælle i den anden semifinale ud i en lang og sej tresætter, der ender med resultatet 18-21, 21-12, 21-19 i dansk favør. 

- Amalie viser sig stærkest mentalt i dag, da det bliver afgørende i sidste sæt, og det var rigtig fedt at se og en virkelig fed oplevelse for hende at komme igennem den kamp oven på, siger Jesper Hovgaard.


Også den danske damedouble Amalie Magelund/Freja Ravn måtte ud i et tredje sæt, inden de kunne kalde sig finaleklar. Parret vinder semifinalen med cifrene 19-21, 21-10, 21-14.

- Ligesom Line i damesingle var damedoublen også gode til at holde sig til planen. På trods af at de var lidt nervøse, lykkedes det dem at hive sejren hjem, fortæller Jesper Hovgaard. 

I finalen møder den danske damedouble de andenseedede tyrkere, Bengisu Ercetin og Nazlican Inci, i et opgør, der ifølge U19-landstræneren kan falde ud til begge sider.

- Det bliver en svær kamp, for tyrkerne arbejder hårdt for det. Som jeg ser det, kommer kampen til at handle om spændingsniveauet. Det er en finale, og spillerne ved godt, at det i sidste ende kommer til at handle om at være taktisk klog og mentalt stærk, men hvis Amalie og Freja er klar på at følge taktikken hele kampen igennem, så tror jeg på, at de har en god chance, siger Jesper Hovgaard. 

  
Danmark var repræsenteret i samlet set fem semifinaler lørdag, men det skulle altså kun blive til tre danske triumfer.

I mixeddouble led konstellationen Mads Vestergaard/Christine Busch et tæt tosætsnederlag til franske Fabienne Delrue og Juliette Moinard med cifrene 19-21, 17-21. 

Mads Vestergaard havde desuden et finaleskud mere i bøssen, i kraft af at han også havde et ben plantet i semifinalen i herredouble sammen med makkeren Mads Muurholm.    

Desværre måtte Vestergaard og makker også her se sig besejret til det andenseedede franske modstanderpar.
Både mixeddoublen og herredoublen må således tage til takke med en velfortjent bronzemedalje ved dette års UEM.

Tillykke med det!

I morgen ønsker vi god kamp til de to danske damesingler og sidder derudover klar til at heppe den danske damedouble til guld. 


Første finale sættes i gang klokken 10 dansk tid, og du kan se programmet for alle søndagens finalekampe ved UEM 2018 her. 


 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?