Badmintonphoto

Vendsyssels Beiwen Zhang vinder for tredje gang i træk over Sindhu

16-10-2018 23:54 |  Badminton.dk |  Søren Nielsen og Martin Riber
Beiwen Zhang bringer sig foran i det interne regnskab mod Pusarla Sindhu. Endnu en gang kunne amerikaneren bryde ud i jubel efter en tæt tresætskamp mod VM-sølvvinderen, Pusarla Sindhu. Efter dagens sejr fører Vendsysselspilleren 3-2 i deres indbyrdes opgør.

Verdensranglistens nummer tre og nummer ti stødte tirsdag formiddag ind i hinanden i DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR. Førsterundekampen, der var en gentagelse af India Open-finalen, endte med cifrene 21-17, 16-21, 21-18.

Efter kampen udtalte Beiwen Zhang følgende omkring kampens forløb:

- Sindhu havde ikke sin bedste dag, da hun lavede en del fejl. Man kan ikke sammenligne min offensiv med hendes, fordi hun er stærkere, men mit netspil var bedre i dag, så jeg kunne kontrollere kampen.
Kampens indledning var præget af en del uprovokerede fejl fra begge spillere, der tydeligvis lige skulle finde sig til rette i hallen. Beiwen Zhang gik til ophold med en 11-7-føring i første sæt. Undervejs i anden halvdel af sættet havde Sindhu fortsat svært ved at finde linjerne. Ved 19-17 slog inderen, symptomatisk for første sæt, bolden ud på en oplagt smashmulighed. India Open-vinderen, Beiwen Zhang, lukkede første sæt på den første sætbold, hvilket resulterede i, at amerikaneren vandt sættet 21-17.

Følg Badminton Danmark på Instagram, og få meget mere DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR! 

I andet sæt var der modsat første sæt flere lange dueller. Pusarla Sindhu bragte sig foran 11-8 ved opholdet. I første del af andet sæt lykkedes det i højere grad inderen at bryde igennem Beiwen Zhangs defensiv. Ved stilingen 16-20 smashede Sindhu andet sæt hjem.

Intensiteten steg gradvist gennem tredje sæt, hvor begge spillere undervejs havde succes med at kalde en challenge. Tredje sæt bølgede frem og tilbage, men inden spillerne ved opholdet skulle skifte side, førte Beiwen Zhang 11-8. Efter en nervepirrende afslutning kunne Beiwen Zhang række hænderne i vejret.

Pusarla Sindhu var efter kampen ærgerlig over nederlaget.

- Jeg lavede mange fejl i dag. Jeg kunne have taget føringen i stedet for at give hende den, men overordnet set synes jeg, at hun spillede godt og mere sikkert end mig, siger Sindhu.

Resten af ugen byder på topbadminton i Odense, og der kommer flere spændende kampe senere denne tirsdag. Køb dine billetter her.



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Folkedanseren.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | ConCor - IT-konsulenter | LeoVegas SPORT

Delete item?