Badmintonphoto

Dansk exit i damedouble efter møde med verdensettere

18-10-2018 15:56 |  Badminton.dk |  Martin Riber Jakobsen
Maiken Fruergaard/Sara Thygesen var i anden runde af DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR på en stor opgave mod turneringens førsteseedede damedouble. En opgave der skulle vise sig at være for stor.

Yuki Fukushima/Sayaka Hirota, der som nævnt over, også topper verdensranglisten, havde på forhånd overtaget mod Fruergaard/Thygesen, da de ud af to tidligere indbyrdes opgør, havde to sejre med i bagagen. Et tredje skulle det også blive til denne torsdag eftermiddag, da de i overbevisende stil vandt 21-9, 21-14. Efter kampen sendte den danske damedouble rosende vendinger i japanernes retning:

- De spiller sgu bare godt for tiden, må man sige. Der er en grund til at de ligger nummer 1. Det er svært at spille imod dem, fordi du selv skal lave alle dine point.


Første sæt startede jævnt ud, da begge par på skift enten skød bolden ud over linjerne eller i nettet, hvorfor stillingen efter kort tid hed 3-3. Efter en marathonduel som faldt ud til de japanske verdensettere, ramte danskerne en dårlig stime. Dette betød, at scoren ved ophold hed 11-6 til Fukushima/Hirota. At føringen blev udbygget yderligere, skulle ikke kun tilskrives, at VM-sølvvinderne fra Japan spillede et fint første sæt, for Fruergaard/Thygesen lavede flere fejl og viste en tendens til at miste point, når de to doubler kom ud i længere dueller. Dermed var det ikke et kønt syn, set med danske briller, at scoretavlen viste et nederlag på 21-9 i første sæt, til Fruergaard/Thygesen. 


Pausen frem mod andet sæt skulle for danskernes vedkommende bruges på at finde et modsvar til de dominerende japanere, hvis håbet om blot et tredje sæt skulle holdes i live. Det eftersøgte modsvar så de ud til at finde; i hvert fald kunne de i starten af sættet følge Fukushima/Hirota i hælene, værende bagud med et enkelt point, 7-6. Herfra skete dog en gentagelse af kampbilledet fra første sæt, da japanerne endnu en gang gik til ophold med resultatet 11-6. Efter opholdet cruisede de i overlegen stil videre mod sejren, med et hårdt pres på danskerne. Derfor førte de snart 17-7. Et lidt for overlegent forspring ifølge danskerne selv, som ville komme med et sidste indspark:

- Selvom vi var langt bagud, så fik vi sagt til os selv, at vi skulle have flere point. Vi skulle have noget at tage med videre fra den her kamp. Spillet kunne godt have været bedre; der var nogle dele i kampen, hvor vi manglede kvalitet og så blev det lige pludseligt svært. Vores præstation var ikke så højt rangerende i dag. 

Med den beslutning fik de pyntet en smule på resultatet, men faktum blev, at førsteseedede Fukushima/Hirota levede op til favoritværdigheden og landede sejren 21-14 i andet sæt. I kvartfinalen ved DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, skal japanerne krydse klinger med vinderen af Lee/Shin – Ponnappa/Reddy. 





 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?