Badmintonphoto

Optakt: Antonsen jagter sin første Super Series-finale

20-10-2018 08:32 |  Badminton.dk |  Lasse Kjær Hansen
10 kvartfinalister blev fredag skillet fra DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, mens 10 blev forvandlet til semifinalister, deriblandt Anders Antonsen, som i den gradviser blod på tanden. I dag halveres de resterende stjerner yderligere, men der er ikke nogen tvivl om, at ingen går frivilligt. Vi giver dig en kort optakt til semifinaledagen lørdag.

Bliv opdateret på gårsdagens kvartfinalekampe lige her.

Den flyvende danske herresingle Anders Antonsen får æren af at lukke lørdagen af med sidste semifinalekamp på Bane 1. Ikke desto mindre indleder vi optakten til dagens kampprogram med en kort skitsering af, hvad vi kan forvente af den titelsultne aarhusianers hidtil største semifinale. 

Ca. 16.30, Bane 1: Alle rød-hvide sejl sættes ind på Antonsen.
21 år unge Anders Antonsen kan spille sig i sin første BWF Super Series-finale i karrieren lørdag eftermiddag, og i lyset af den fightervilje og kølighed, som aarhusianeren hidtil har udvist ved DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR, kan der ikke herske nogen tvivl om, hvad hans mål for i dag er.

Før Antonsen sikrer rød-hvide farver i finalen, skal han dog have to sæt i hus i kampen mod Chou Tien Chen. Den fjerdeseede stjerne fra Taiwan spillede sig fredag i semifinalen oven på en tæt tresætssejr over Son Wan Ho.

Chen og Antonsen har dystet tre gange tidligere, senest til Indonesia Open 2017, hvor danskeren gik lidende fra banen med et snævert nederlag på skuldrene. I dag får Antonsen chance for revanche, og vi krydser alle lemmer for, at han griber den med samme knyttede næve, som vi så i vejret i aftes.     


10.00, Bane 1: Verdensmestrene i mixeddouble møder de olympiske mestre.
Fredag gjorde Tontowi Ahmad/Liliyana Natsir desværre en ende på Mathias Christiansens/Christinna Pedersens håb for en podieplads ved DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR.

Det betyder, at to af mixeddoublekategoriens største konstellationer tørner sammen fra morgenstunden på Bane 1 i kampen om finalepladsen. På modsatte side af de olympiske mestre fra Indonesien står verdensmestrene fra Kina, Zheng Siwei/Huang Yaqiong. Senest de to par bed skeer var til de asiatiske mesterskaber i foråret, og her blev det kineserne, der trak et sikkert, langt strå og besejrede Ahmad/Natsir med cifrene 21-13, 21-18.


Ca. 11.00, Bane 1: Tidligere verdensmestre møder verdensettere og landsfæller
Efter lørdagens indledende semifinale i mixeddouble overtages Bane 1 af fire af verdens vildeste herredoublespillere - alle fra Indonesien. Marcus Gideon/Kevin Sukamuljo skal i kamp mod landsfællerne Mohammad Ahsan/Hendra Setiawan, som er useedede i turneringen, men ikke desto mindre usædvanligt kapable på en badmintonbane. De to semifinalepar mødtes senest til Indonesia Open i juli, hvor verdensetterne Gideon/Sukamuljo sejrede i tre sæt.

Ca. 11.45, Bane 1: Verdens bedste damedouble møder verdenstreere fra Indonesien.
Verdensetterne i damedouble, japanske Yuki Fukushima/Sayaka Hirota, står ved middagstid til at møde Greysia Polii/Apriyanu Rahayu, der er seedet treer i turneringen. Begge par har holdt deres seedninger ved DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR, men hvor indoneserne fredag måtte ud i en tæt tresætter for at spille sig semifinalen, har de nådesløse japanere endnu ikke tabt et sæt i turneringen.


Ca. 12.30, Bane 1: Sidste års vinder i herresingle møder verdensmesteren fra Japan.
Sidste års vinder af DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, Kidambi Srikanth, spillede sig fredag i semifinalen oven på en drabelig kvartfinaledyst mod landsfællen Sameer Verma.

Forhåbentlig for inderen er der stadig kræfter tilbage på kontoen, for det skal der unægteligt til, skal han stå en chance mod lørdagens modstander, Kento Momota, som omvendt udraderede sin kvartfinalemodstander, Khosit Phretpradab, med slutcifrene 21-13, 21-9.

De to semifinalister har dystet intet færre end 11 gange tidligere, og de seneste fem opgør er endt i Momotas favør.


Ca. 13.30, Bane 1: To af verdens skarpeste damesingler i kamp om samme finaleplads.
Ved VM 2018 overraskede kinesiske He Bingjiao stort, da hun i kvartfinalen besejrede topseedede Tai Tzu Ying, som ellers havde taget sejren i de to spilleres seneste seks opgør. I eftermiddag står de Ying og Bingjiao over for hinanden igen for første gang siden VM. Begge har vist sig skarpe gennem hele DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR, og på trods af at Ying er favorit på papiret, bliver det interessant at følge, om Bingjiao kan levere overraskelsen igen.


Ren dansk damesingle-finale ved VICTOR DENMARK PARA presented by DANISA.
Foruden semifinalerne ved DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR er der fortsat ild i Badminton Danmarks og hovedturneringens fire sideturneringer.

Ved VICTOR DENMARK PARA presented by DANISA venter blandt andet en ren dansk damesinglefinale, som står mellem topseedede Cathrine Rosengren og landsfællen Astrid Lilhav Riis. Fredag slog Riis en tredje landsfælle, Julie Thrane, ud i semifinalen, efter hun allerede i første runde havde gjort det af med andenseedede Megan Hollander fra Holland.

Der er desuden gang i en række forskellige haller rundt om i Odense, hvor også VICTOR DENMARK JUNIOR presented by DANISA, VICTOR DENMARK SENIOR presented by DANISA og VICTOR DENMARK SPECIAL OLYMPICS presented by DANISA udspilles.

Du kan finde adresser på hallerne, turneringerne spilles i og desuden læse meget mere om dem hver især her:







 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?