Lars Møller, Badminton Danmark

Danskere fylder podiet i første udgave af VICTOR DENMARK PARA presented by DANISA

20-10-2018 13:49 |  Badminton.dk |  Jonas Rasmussen
I den første udgave af VICTOR DENMARK PARA presented by DANISA nogensinde stod de danske SU 5-klassespillere i damesingle på alle trin, idet Cathrine Rosengren stod øverst, Astrid Lilhav Riis på andet trin og Julie Thrane på det sidste. Danskerne tog også topplaceringer flere andre kategorier.

Som en del af DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR er sideturneringen VICTOR DENMARK PARA presented by DANISA blevet spillet fra onsdag til i dag. Det er første gang nogensinde, at en para-turnering er en del af BWF’s World Tour.

Blandt vinderne af denne førsteudgave blev 19-årige Cathrine Rosengren, som i SU 5-damesinglefinalen slog sin landskvinde Astrid Lilhav Riis med 21-10, 21-19. Rosengren har tidligere vundet EM-guld og VM-bronze, men at vinde en turnering første gang, at den bliver spillet, betyder noget helt særligt.

- Det er mega fedt, at jeg er den første vinder af turneringen, og at jeg har gjort det på hjemmebane er specielt. Det er en fed følelse. Det har været mega godt at spille på hjemmebane. Det, at man kender folk og byen, har betydet rigtig meget. Det har været meget afslappende på en anderledes måde, end når vi er i udlandet. Det har været med til, at jeg føler, at jeg har spillet nogle gode kampe og fuldt taktikken, siger Cathrine Rosengren.


Greve-spilleren udtalte tidligere på ugen til Badminton Danmark, at hendes målsætning var at gå hele vejen, og det må man sige, at hun gjorde – endda uden at afgive et eneste sæt på vejen til triumfen. 

Astrid Lilhav Riis havde også haft en flot turnering i single-kategorien, da hun også stod i finalen uden at have afgivet et eneste sæt i de tre forudgående kampe. 

23-årige Julie Thrane blev sammen med Helle Sofie Sagøy fra Norge nummer 3/4 ved VICTOR DENMARK PARA presented by DANISA, hvilket fuldendte den danske succes i SU 5-damesingle.


Cathrine Rosengran havde også succes i både damedouble og mixeddouble. Sammen med Julie Thrane vandt hun damedoublerækken i SL4-SU5 med en finalesejr på 21-11, 21-12 over skotske Mary Wilson og førnævnte Sagøy.

I mixeddouble fik Helle Sofie Sagøy dog skovlen under Rosengren. Her spillede danskeren sammen med skotske Colin Leslie, og de måtte desværre nøjes med andenpladsen, da de tabte finalen 24-26, 11-21 til Sagøy/Jan-Niklas Pott.

I SS6-kategorien deltog Simone Meyer Larsen, men desværre blev det uden sejr i nogen af hendes kampe. 

Hun får dog chancen igen, når de danske para-spillere skal i aktion igen. Det er ved EM i Frankrig, som spilles fra den 30. oktober til 4. november i Rodez. 


 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Folkedanseren.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | ConCor - IT-konsulenter | LeoVegas SPORT

Delete item?