Badmintonphoto

Kento Momota smasher sig videre til finalen i Odense for første gang

20-10-2018 14:51 |  Badminton.dk |  Jade Wittenkamp
En storkamp uden lige var, hvad publikum kunne forvente, da sidste års vinder i herresingle Kidambi Srikanth tørnede sammen med verdens nummer et Kento Momota. Tilskuerne blev ikke skuffede, for med flot spil og lange dueller tog Momota sikkert sejren og gik videre til finalen for første gang ved DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR.

Det er kun en måned siden, at de to spillere mødte hinanden sidst, hvor Srikanth tabte. Kunne det være i dag, at han skulle tage revanche og slå verdens bedste herresinglespiller lige nu?

Allerede fra da dommeren sagde ”play” leverede de to spillere lækre detaljer i form af netruller og lange dueller fra 0-0 – til stor glæde for de mange tilskuere. Ingen af spillerne tillod et stort hul i stillingen, og selvom indiske Srikanth pressede japanske Momota med offensive slag på kroppen, gik Momota til ophold foran 11-10.

- I starten var spillet meget tæt på nettet, og det er Srikanth rigtig dygtig til. Derfor prøvede jeg at gå lidt tilbage og ændre timingen, på den måde kunne jeg trække fra inderen, fortalte Momota. 

Se interviewet med Kento Momota efter sejren her:


Efter ophold stak Momota af fra Srikanth ved at lave velplacerede bolde på linjerne, og selvom begge spillere viste udsøgt netspil, så kunne Momota smashe bolden i gulvet i flere dueller, og sikre sig sætbold ved 20-13. Srikanth fik et par gode point til sidst i sættet, hvilket fik publikum op af stolene og i gang med at heppe. Alligevel kunne Momota snuppe sættet til sidst med 21-16.

- Jeg kan godt lide atmosfæren her i hallen og i Danmark, og der er masser af støtte. Derfor vil jeg gerne gøre mit allerbedste i morgen, udtalte Momota.


Momota startede andet sæt med et par uprovokerede fejl, men efter Srikanth viste, at også han kunne lave fejl, fulgtes de to spillere ad i starten af andet sæt. Igen demonstrerede Momota dog, hvorfor han ligger nr. 1 lige nu, og trak fra efter et par fremragende bolde på net og linjer. Derfor kunne han gå til ophold foran 11-7. 


Momota kom bragende ud efter opholdet, og med sin stabile defensiv og konsekvente offensive spil bragte han sig hurtigt foran 14-9 – derfra kiggede han sig ikke tilbage. 

Srikanth begyndte at lave flere uprovokerede fejl, så Momota kunne nemt bevæge sig frem mod matchbold nummer 1 ved 20-12. Den glippede ikke, så efter 42 minutter var japaneren videre til finalen med cifrene 21-16, 21-12. Og på spørgsmålet om Momota vinder finalen i morgen, svarede han med et smil:

- Ja. Men det allervigtigste er at give 100 % i morgen.



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Folkedanseren.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | ConCor - IT-konsulenter | LeoVegas SPORT

Delete item?