Badmintonphoto

Optakt: Fem forrygende finaler ligger forud

21-10-2018 11:10 |  Badminton.dk |  Lasse Kjær Hansen
Fem finaler venter forude og hvilke fem af slagsen! Med verdensstjerner som Kento Momota, Zheng Siwei/Huang Yaqiong og Tai Tzu Ying er der lagt i finaleovnen til en blændende badmintondag i Odense. Her følger en kort optakt til den forhåbentlig forrygende finaledag, hvor også VICTOR DENMARK SPECIAL OLYMPICS presented by DANISA og VICTOR DENMARK SENIOR presented by DANISA rundes af for i år.

Søndag er kommet, og det er ensbetydende med, at finalerne også er. I dag får vi sat navn på dette års vindere af DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, der foruden æren og Super 750-titlen hædres med samlet set 750.000 dollars i præmiepenge.

Før det sker, skal vi igennem fem fænomenale opgør. Her følger en optakt til dagens finaler ved DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR.


12.00, Bane 1: Storfavorit kan tage sin 11. sejr i streg i finale mod indisk underdog
Den useedede Saina Nehwal lagde turneringen ud med at vinde knebent i en drabelig dyst, der varede 81 minutter. Skulle den indledende kamp eller de følgende to frem mod gårsdagens semifinale have tæret på verdens-tierens kræfter, var det i al fald ikke til at se lørdag, hvor hun slagtede indonesiske Tunjung 21-11, 21-12.

Tilsvarende var det uden nåde, at verdens bedste damesingle, Tai Tzu Ying, lørdag sendte kinesiske He Bingjiao ud af DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR. I eftermiddag støder de koldblodige spillere sammen i finalen i damesingle.

På trods af begges velspil under turneringen hersker der ingen tvivl om, at Ying er den klare favorit. Særligt i lyset af de to spilleres interne kampstatistik, der frem til i dag tæller intet færre end 10 sejre i streg til taiwaneren.


Ca. 12.45, Bane 1: Super 750-førstegangsfinalister får deres sag for mod verdensmestre i mixeddouble
Med cifrene 21-14, 21-15 hjemsendte thailandske Dechapol Puavaranukroh/Sapsiree Taerattanachai torsdag turneringens andenseedede mixeddoublepar på overraskende vis.

I dag spiller parret deres første Super 750-finale, og de møder ikke hvem som helst i kampen, der kan ende med at lede til parrets største titel hidtil.

På den anden side af nettet står verdens stærkeste mixeddouble, Zheng Siwei/Huang Yaqiong, der har vundet fire World Tour-titler alene i år.

Hidtil i turneringen er det kun de erfarne indonesere Tontowi Ahmad/Liliyana Natsir, der har haft held med at presse de forsvarende verdensmestre, som med lethed vandt deres tre første opgør.

De to finalister har dystet mod hinanden én gang før for blot en måned siden i China Open-kvartfinalen. Kampen blev en vaskeægte neglebider, der udmundede i kinesisk sejr med cifrene 21-19 i tredje sæt.

Om vi får et tilsvarende tæt opgør at se i dag, vil vise sig, når parrene entrer tidlig eftermiddag.

Video: Badmintonstjerne på dybt vand i mixed zone.

Ca. 13.30, Bane 1: To japanske damedoubler kæmper om første titel på dansk grund.
Verdensetterne i damedouble, Yuki Fukushima/Sayaka Hirota, er gledet med elegance gennem DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR. Hidtil har japanerne ikke givet ét sæt fra sig på deres vej til dagens finale, som står mod landsfællerne Shiho Tanaka/Koharu Yonemoto.

Tanaka/Yonemoto landede ved sidste års DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR en andenplads, og i dag skal det således vise sig, om de også er stand til at hjemtage øverste podieplads ved turneringen.

I lyset af deres færd frem mod finalen tyder alt dog på, at parret er i topform. Kun ét sæt har de tabt hidtil.

Til gengæld har Fukushima/Hirota taget de seneste to sejre over de kvartfinaleseedede modstandere, men ikke uden besvær.

Ikke desto mindre er oddsene i det topseedede pars favør, men nævneværdigt er det, at det to gange tidligere er lykkedes Tanaka/Yonemoto at stå distancen, og en sejr til sidstnævnte par vil da heller ikke være den første gedigne overraskelse, vi får se ved dettes års DANISA DENMARK Open presented by VICTOR.

Læs også: Kento Momota smasher sig i første finale på dansk grund.

Ca. 14.45, Bane 1: Storslået herredouble mellem verdensmestre og Malaysia Open-vindere.
Frem til i dag har semifinaleseedede Takeshi Kamura/Keigo Sonoda samlet set spillet otte relativt tætte sæt ved DANISA DENMARK OPEN 2018 presented by VICTOR, men har på trods ikke tabt ét eneste af dem. Endnu.

I dag møder den japanske herredouble verdens bedste par i kategorien, Kevin Sukamuljo/Marcus Gideon, i et på papiret potentielt spændende opgør. Ved VM 2018 lykkedes det nemlig japanerne at slukke Gideons/Sukamuljos håb om VM-guld allerede i kvartfinalen. Til gengæld tog verdensetterne revanche blot tre uger senere ved de asiatiske mesterskaber, og i dag mødes de to par for første gang siden da.

Begge par har mønstret med mageløst spil i turneringen, og uagtet hvor tæt eller let dagens kamp bliver for den ene eller anden part, er der god grund til at kaste et fokuseret blik på kampen, der om ikke andet vil være garant for herredouble på højeste niveau.

Få meget mere badminton på Badminton Danmarks facebookside. 

Ca. 15.30, Bane 1: Brandvarme herresingler brænder igennem og lukker årets turnering.
Det skulle desværre ikke blive Anders Antonsen, der står i dagens herresinglefinale, i kraft af at Chou Tien Chen gjorde livet surt for danskeren i andet og tredje sæt af gårsdagens semifinale.

Den fjerdeseedede herresingle møder verdensmester Kento Momota, som uden videre problemer sendte sidste års vinder af DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, Kidambi Srikanth, ud lørdag.

Chen og Momota lukker finaledagen i opgøret, der bliver det 10. af slagsen mellem de to stjerner.

Momota har vundet de seneste tre opgør med Chen, men vi skal trods alt ikke længere tilbage end marts, hvor det senest lykkedes Chen at overkomme den dengang kommende verdensmester.

Der er ingen tvivl om, at vi kan forvente et brag af en finalekamp, inden det bliver et på gensyn for dette års DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR.


Søndag er endvidere også finaledag for de to resterende sideturneringer under DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR.

Her skal de bedste seniorer dyste i kampen om titlen som vinder VICTOR DENMARK SENIOR presented by DANISA, ligesom de bedste Special Olympics-spillere skal finde vinderen af VICTOR DENMARK SPECIAL OLYMPICS presented by DANISA.

De to øvrige sideturneringer, VICTOR DENMARK JUNIOR presented by DANISA og VICTOR DENMARK PARA presented by DANISA, sluttede i går. I sidstnævnte turnering udgjorde danske damesingler flere af podiepladserne.




 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Folkedanseren.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | ConCor - IT-konsulenter | LeoVegas SPORT

Delete item?