Badmintonphoto

Gemke ude af French Open efter karrierens største semifinale

27-10-2018 14:43 |  Badminton.dk |  Lasse Kjær Hansen
Rasmus Gemke led lørdag sit første Super 750-semifinalenederlag i kampen mod verdenstoeren Shi Yuqi. Trods udfaldet har den 21-årige aarhusianer leveret et brag af en præstation set over hele turneringen, mener assisterende landstræner Kim Nielsen. – Det har været en rigtig god turnering for Gemke, som kan tage meget med sig i bagagen herfra, siger han.

Med fuldvægtig fightervilje og skarpt spil havde Rasmus Gemke på overraskende facon fundet sin vej frem til karrierens første Super 750-semifinale ved French Open.

Semifinalen lørdag skulle dog gå hen at blive endestationen for Gemke oven på en værdig indsats mod den kinesiske verdenstoer Shi Yuqi, som i sidste ende tog finalepladsen med sejrscifrene 21-11, 21-16.

Trods nederlaget mener assisterende landstræner Kim Nielsen, at Rasmus Gemke kan tage en god portion erfaring med sig hjem fra Frankrig.

- I hver kamp, Gemke har spillet under turneringen, har han gjort, hvad der skulle til mod den enkelte modstander. Han har i den grad udvist disciplin hele turneringen, og jeg tror, at han har gjort sig en række gode erfaringer, som han kan tage med sig hjem i bagagen. Det har virkelig været en god turnering for ham, siger Kim Nielsen. 


Shi Yuqi fik da heller ikke lov at komme legende let til dagens sejr. På trods af at Rasmus Gemkes vej til semifinalen havde budt på tre forpustende tresætsopgør med blandt andre verdenstreeren Chou Tien Chen og landsfællen Hans-Kristian Solberg Vittinghus, viste den danske maratonmand vilje til sidste bold. 

- Jeg synes, at Gemke også i dag viser sig fysisk stærk. Han udviser overskud og prøver at gøre det rigtige, men i sidste del af kampen bliver han straffet på manglende kvalitet i hans løft fra forbanen, siger Kim Nielsen.   
 

Fra kampens begyndelse var det også Shi Yuqi, der tjept tog kontrollen. Fem dueller skulle spilles, før Gemke kom på pointtavlen, og den nette føring, kineseren havde indledt med, fastholdt han hele sættet, som var præget af adskillige tandtrækkende dueller. 

Tættest blev sættet ved stillingen 7-12 i kinesisk favør, inden Yuqi for alvor tog fart og udbyggede sin føring til først 17-8 og siden 21-11. 

Læs også: Fem verdensettere tager trofæet.

Andet sæt så indledningsvist bedre ud for danskeren, der fulgte med på pointtavlen til 5-5. Dernæst tog den stilrene og sikkert spillende kineser til gengæld fire i rap, og inden for kort tid gjorde han det siden til 6-14. 

Selvom Gemkes ben så stadig mere mærkede ud i lyset af de udmattende sejre op til i dag, gav danskeren ingenlunde op på kampen. Point efter point kravlede den unge aarhusianer nærmere kineseren og gjorde det til 10-15.

Som et lyn fra en klar himmel fandt danskeren tilsyneladende et yderligere depot af energi og kæmpede sig op på 16-19.  

Desværre skulle det ikke blive til mere i denne omgang for Rasmus Gemke. Yuqi slog sig vej til sin første matchbold og formåede at afgøre kampen på første forsøg, 21-16, og han er dermed i finalen ved French Open 2018. 


I den anden herresingle-semifinale står verdensetteren Kento Momota over for legenden Chen Long, som tidligere på ugen gjorde en ende på Jan Ø. Jørgensens videre chancer i turneringen. 

Semifinalen spilles omtrent klokken 17.30, og du kan se kampen på TV 2 Sport, hvor også morgendagens finaler vises fra klokken 14.30.  






 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?