Badmintonphoto

Malaysia Masters: Kinesisk overmand bremser Axelsens finalehåb

19-01-2019 11:38 |  Badminton.dk |  Jade Wittenkamp
Viktor Axelsen mødte hård kinesisk modstand i form af Chen Long i semifinalen i hans første turnering i 2019 og siden oktober. Danskeren måtte desværre se sig slået med 13-21, 18-21 efter en kamp med lange dueller mod en velspillende kineser.

En stor udfordring for Viktor Axelsen var på den anden side af nettet i semifinalen lørdag formiddag – nemlig den kinesiske stjerne og nummer fire på verdensranglisten Chen Long. De to spillere havde mødt hinanden 13 gange før i dag, hvor de fleste møder er vundet af kineseren. 

Og opgaven skulle vise sig at være en stor mundfuld for danske Axelsen. Chen stormede ud med skarpt spil på linjerne og næsten ingen fejl, hvilket gjorde det svært for Axelsen at vinde duellerne. De to badmintonstjerner leverede underholdning i topklasse med lange dueller og slag direkte på linjerne. Sjældent faldt det til Axelsens fordel, og derfor var kineseren foran med 11-5 ved ophold.


Efter ophold kom Axelsens bedre med og fintede sig til et mindre comeback og stillingen 9-11. Danskeren viste, at også han kunne spille skarpt på linjerne, da han placerede smash direkte i gulvet på den hvide streg. 

De gode takter var svære at holde for Axelsen, da kineseren spillede stabilt og med kridtede løbesko. Hullet i stillingen forblev til kinesisk fordel, og Axelsens fejl gjorde, at kineseren lukkede sættet med 21-13.


Danskeren fandt attituden og knytnæven frem fra start i andet sæt. Kineseren skulle presses til det yderste, og det forsøgte danskeren at gøre med frit spil, smash og lange dueller. Chen stod for presset og tog føringen med 8-4.

Fighterviljen blussede i Axelsen, der aldrig gav op og lavede en god stime, så han pludselig førte 9-8. Frem til ophold fulgtes de to spillere ad, men Chen var foran 11-10 ved ophold.

Kampen med vindforholdene i hallen gjorde, at danskeren lavede fejl og kom mere bagud efter ophold. Omvendt bragte Chens imponerende netspil med rul og spin ham foran, og han øgede forspringet til 15-10. Axelsen forsøgte sig med en hurtig offensiv, men kineseren skrabede alt tilbage over på dansk side. 


Efter lange dueller nærmede danskeren sig Chen med stillingen 17-19, men nogle fejl gjorde, at kineseren snuppede den første mulige matchbold og vandt andet sæt og kampen med 21-18. 

En flot comeback-turnering og en velspillet semifinale kan danskeren dog trøste sig med. Kom igen, Viktor!





 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?