Badminton Photo

Muligt hattrick, nye danmarksmestre og kåringer på finaledagen ved FZ FORZA/RSL DM 2019

09-02-2019 10:37 |  Badminton.dk |  Jade Wittenkamp
116 deltagere er blevet til ti finalister. Men hvem skal vinde guldmedaljen, æren og titlen? Det får vi svar på i dagens kampe, hvor det gælder finaler ved FZ FORZA/RSL DM 2019. Dagen byder både på seedninger og overraskelser, og også kåring af årets spiller og komet.

Anders Antonsen skal prøve at lave et hattrick i DM-medaljer, når han møder Steffen Rasmussen fra Odense OBK. Odenseaneren står i sin første DM-finale, og er klar til at give den hele armen mod hjemmebanedarlingen.

- Der er ingen tvivl om, at jeg er underdog. Vi spillede en meget god kamp, da vi mødtes i ligaen, men jeg håber, at jeg kan presse ham i morgen, fortalte Steffen Rasmussen om mødet med Antonsen. 


Det topseedede par i mixeddouble Christinna Pedersen/Mathias Christiansen er i deres første DM-finale, men det er som favoritter. På den anden side af nettet står nemlig Rikke Søby-Hansen/Mathias Bay-Schmidt, der slog det bundseedede par ud i semifinalen fredag. 

- Vi skal være klar i morgen, og vi går selvfølgelig efter at vinde, det er klart. Nu er vi i finalen, og den skal bare have fuld skrald, sagde Mathias Christiansen efter semifinalesejren.

Også i herredouble er feltet blevet snævret helt ind, og kategorien får sig en ny
danmarksmester, når finalen er færdigspillet. Lasse Mølhede/Mathias Bay-Smidt slog det topseedede par i semifinalen, og møder nu David Daugaard/Frederik Søgaard i en direkte duel.


Også damesinglekategorien skal have sig en ny danmarksmester. Kampen om titlen står mellem den top- og bundseedede, henholdsvis Mia Blichfeldt mod Line Kjærsfeldt. 

- Det er altid dejligt at stå i en finale, men i morgen bliver en svær kamp. Jeg håber publikum er med mig, jeg synes de holdt lidt med mig i dag, så det håber jeg også, de gør i morgen, sagde en glad Line Kjærsfeldt efter sin semifinalesejr.

To mindre overraskelser møder hinanden i damedoublefinalen, hvor Julie Finne-Ipsen/Claudia Paredes skal bide skeer med Alexandra Bøje/Sara Lundgaard. 

Udover de spændende finaler, som dagen byder på, så kåres også årets spiller og årets komet. Der er altså masser af spænding i sigte på denne finaledag.

Husk at du altid kan følge med på Badminton Danmarks sociale medier:

Facebook: /badmintondk

Instagram: @Badmintondenmark

Twitter: @baddk
Youtube: Badmintondk 

LinkedIn: Badminton Danmark
#dm2019 #baddk #vielskerbadminton #fzforza #rsl


 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?