Lars Møller, Badminton Danmark

Line Christophersen vinder Årets Komet 2018

09-02-2019 15:27 |  Badminton.dk |  Jonas Kildegaard Rasmussen
Det 19-årige stortalent i damesingle Line Christophersen er Årets Komet 2018. Det er Badminton Danmarks sportslige ledelse, der har tildelt ungdomsverdensmesterskabets sølvvinder prisen på baggrund af en flot udviklingskurve samt imponerende resultater i 2018.

Line Christophersen har netop fået overrakt prisen som Årets Komet 2018 ved FZ FORZA/RSL DM 2019. 

- Jeg er super stolt over at få den kåring. Det er en kæmpe anerkendelse. Især når man ser på, hvem der tidligere har fået den. Det viser bare, at det er stort, og at jeg er på rette vej, så det er jeg mega stolt over. Jeg håber, at jeg også kan gøre det godt i 2019, udvikle mig og få spillet nogle flere seniorturneringer, siger Line Christophersen.
Prisen som Årets Komet 2018 blev overrakt af Badminton Danmarks Eliteansvarlige, Kenneth Larsen, og prisen er blevet hende tildelt af Badminton Danmarks sportslige ledelse.

Årets Komet gives til en ung spiller eller et par under 24 år, som på fremragende vis har markeret sig ved at have ydet en ekstra eller anderledes indsats og opnået resultater der adskiller sig markant fra tidligere. Her hersker der ingen tvivl om, at Christophersen lever op til den beskrivelse.  

Den 19-årige damesingle tog sin første titel i 2018 ved ungdomsdanmarksmesterskaberne i april. Den titel blev fulgt op med EM-guld og en sejr ved den internationale ungdomsturnering Danish Junior Cup.

Årets Komet 2018 fik sin seniorlandsholdsdebut i maj, da hun spillede to kampe ved Uber Cup, VM for damelandshold – i sin første landskamp, var hun endda ved at uddele æg, men måtte i gåseøjne nøjes med en 21-1, 21-7-sejr.

Selvom landsholdet og Uber Cup er noget af det største på den internationale badmintonscene, kom 2018’ens absolutte højdepunkt til UVM, hvor det blev til en sensationel sølvmedalje i damesinglekategorien. Den første danske damesinglesølvmedalje ved et ungdomsverdensmesterskab nogensinde.

Line Christophersen tabte sin semifinale ved FZ FORZA/RSL DM 2019 til Mia Blichfeldt fredag aften med cifrene 16-21, 16-21.

Udover æren af at vinde prisen, vinder Christiansen også en check på 5.000 kroner fra Badminton Danmark.

Tidligere vinder af Årets Komet: 2009 Jan Ø. Jørgensen, 2010 Viktor Axelsen, 2011 Mads Conrad-Petersen, 2012 Rasmus Gemke, 2013 Mia Blichfeldt, 2014 Anders Antonsen, 2015 Frederik Søgaard/Joel Eipe, 2016 Anders Antonsen, 2017 Mathias Christiansen. 



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?